Hendes far var togfører i Brande, derfor var det en selvfølgelighed at hun skulle være med til at fejre Brandes 100 års jubilæum som stationsby.
Vi snakker om 85-årige Annelise Precht Pedersen, der siden 1948 har boet i Canada.
Fredag aften deltog hun i festlighederne i RemisenBrande, hvor ca. halvanden hundrede havde meldt sig til fælles spisning og hyggeaften, hvor mikrofonen var åben for dem der havde lyst til at fortælle historier fra jernbanens tid.
Og Annelise kunne have fortalt om mange oplevelser. Hendes far og mor flyttede til Brande fra Grenå under krigen.
Kathrine og Th. Pedersen hed de. Faderen var togfører og moderen kogekone.
En af de bedste i byen, pointerer Annelise Precht Pedersen.
Vi boede på Gl. Arvadvej. Min far var som sagt togfører, og specielt under krigen var det ikke spor morsomt at have en far der var togfører.
Vi hørte jævnligt om jernbanespor og broer der blev sprængt væk.
Men vi klarede den, og min far, som gik under navnet Grenå-Pedersen, på grund af at der var så mange der hed Pedersen, nåede at blive 95 år.
Dog blev han overgået af min mor Kathrine der blev 95 og et halvt år inden hun døde.
Lovede at komme hjem inden 2 år
Jeg havde en onkel der var udrejst til Canada i 1928.
Han fortalte om hvor interessant der var i Canada og det synes jeg var vildt spændende.
Da jeg var 19 år rejste jeg til Canada.
Jeg lovede mine forældre at jeg var hjemme igen inden der var gået to år – der gik 10 og så havde jeg oven i købet tre børn med hjem på besøg.
Rejsen foregik fra Esbjerg til Harwich og med tog til Liverpool, og derfra med båd til Montreal. Jeg tilbragte i alt 8 døgn på vandet og 3 dage og nætter i tog inden jeg var fremme ved min onkels hus i Torquay Sask.
Min onkel havde sørget for at jeg kom i skole da jeg nåede frem, og han nægtede at tale dansk med mig.
”Du skal lære at snakke engelsk, og det kan du kun hvis vi lader være med at snakke dansk sammen” fortalte han mig.
Jeg havde haft engelsk i skolen i Brande, så jeg kun e rimeligt hurtigt begå mig på engelsk.
Efter skoletiden tog jeg en sygeplejerske uddannelse, og da jeg skulle op til eksamen skulle den foregå skriftligt.
Det var jeg nervøs for, men det gik.
På et tidspunkt fortalte min onkel mig at de skulle flytte, og han mente det bedste var hvis jeg flyttede med.
Det gjorde jeg og på det nye sted mødte jeg min nuværende mand Klifford, der havde norske forældre, og var uddannet landmand.
På besøg i Brande
10 år efter jeg havde forladt Brande, blev det muligt at komme hjem på besøg. Jeg havde som sagt fået tre børn i mellemtiden, og dem havde jeg med. Den mindste var 3 måneder på det tidspunkt.
Det var blevet muligt at flyve til Danmark, men vi skulle over både New York og Island, og der skulle tankes op begge steder, og hver gang skulle vi forlade flyet medens der blev fyldt brændstof på.
Men det lykkedes at komme til København, og der stod mine forældre og tog imod os, og så skulle vi naturligvis rejse med toget til Brande.
Vi blev i Brande i 11 måneder. Min mand kom senere med fly.
Efter 3 måneder i Brande kunne vores to største børn perfekt dansk.
Jævnligt i Brande
Annelise besøger jævnligt Brande.
F.eks. deltog hun i opførelsen af Drømmerejsen tilbage i 1992.
Jeg ville selvfølgelig også gerne være med i aften til 100 års jubilæet, men jeg prøver også at være med når min gamle skoleklasse fra Brande mødes.
Vi gik ud af realen i 1945. tre år før jeg rejste til Canada.
Vi er fem piger og en dreng tilbage og vi mødes en gang om året. Jeg kan ikke være med hvert år, men var dog hjemme for to år siden for at deltage i klassefesten og var også med for 6 år siden.
Min mand Klifford brækkede hoften for halvanden år siden og kunne desværre ikke rejse med til Brande denne gang, men han ringer hver aften for at høre hvordan det går i Brande.