Af Maria Mosegaard Mortensen, forperson DN Ikast-Brande

LÆSERBREV: Sagen om Villa Poulsen og golfbanen rejser et vigtigt principspørgsmål: Kan man erstatte beskyttet natur, når skaden allerede er sket? Svaret er nej. Når et værdifuldt naturareal dækkes af metervis af grus og jord, ødelægges det lokale økosystem. Erstatningsnatur bør derfor altid være den absolut sidste udvej.

God natur tager lang tid om at blive god. Et egetræ er f.eks. stadig ungt, når det er 150 år gammelt. De mest værdifulde naturområder findes på steder, hvor jorden har fået lov til at passe sig selv i mange, mange år.

I denne sag foreslås det at kompensere for den ødelagte natur med det dobbelte areal et andet sted. Men natur fungerer ikke som et simpelt regnestykke. Når den eksisterende § 3-natur dækkes af grus, er den væk, og arterne har mistet deres hjem. Sommerfuglen, bien og den lille plante kan jo ikke ligefrem flytte ind i en lejlighed i Ikast og vente på at blive genhuset i erstatningsnatur om nogle år.

Vi står midt i en alvorlig biodiversitetskrise. Vi skal beskytte den eksisterende natur, som arterne skal overleve i og sprede sig fra. At fjerne beskyttede områder for bagefter at love erstatningsnatur giver ingen mening. Det svarer til, at dit hus brænder ned med dine fire uerstattelige familiebilleder. Som erstatning får du bagefter otte tomme fotoalbummer. Du har fået dobbelt så meget plads, men alt det værdifulde er væk for altid.

Det må ikke kunne svare sig at ignorere lovgivningen ved at handle først og søge tilladelse bagefter. Vores politikere bør kun give de dispensationer i denne sag, som de ville have givet, inden maskinerne rykkede ind. Erstatningsnatur kan aldrig redde den gode natur, vi allerede har tabt.