Fuld udrykning til kæntret kanosejler

Meldingen lød på redning af person fastklemt i maskine eller lignende, men opgaven viste sig at være en noget anden, da brandfolkene fra Falck i Brande efter en indtil da usædvanligt stille juli måned fredag kl. 14.33 blev kaldt ud til en ulykke på Skjern Å syd for Arnborg.
En ung mand havde fået et ildebefindende under kanosejlads og var faldet i vandet, men hans makker havde fået ham på ret køl, og andre kanosejlende havde assisteret ham og de tilkaldte Falck-reddere med at få den unge mand op på båren og ind i ambulancen.
Den uheldige kanosejler var ved bevidsthed og virkede ikke umiddelbart voldsomt medtaget af den ufrivillige vandgang, oplyser indsatsleder Leon Nielsen, som derfor hurtigt kunne sende sit mandskab retur til Falck.-stationen i Brande, mens den unge mand blev kørt til kontrol på Herning Sygehus.
Tilføj kommentar