Farvel og god dag!

Hanne siger farvel!

Af Villy Guldbrand Jensen

Når kalenderen siger 1. maj 2025 vender Hanne Hald også et blad i sit liv.

Efter 34 år har hun solgt Brande Brillecenter til Ghita Beltoft, og dermed er det slut med at betjene kunder i Brande.

- Jeg har haft en fantastisk tid i Brande og er kommet til at kende utrolig mange herlige mennesker som jeg vil komme til at savne.

Mange har jeg mødt som unge og fulgt dem hele vejen til de blev bedsteforældre, og fulgt deres børn som igen har fået børn og har været på fornavn med dem alle, fortæller Hanne Hald.

Det har været det store privilegie ved at have butik i en by af Brandes størrelse.

Og så var det en tilfældighed at Hanne overhovedet endte i Brande.

- Min søster Mona så et jobopslag fra optiker Bergild Lange i Brande, der søgte en optiker, og hun spurgte om ikke det var noget for mig?

Jeg kendte ikke Brande. Jeg tror jeg havde været i byen en gang i mit liv sammen med en veninde hvis bedsteforældre boede i Brande, ellers var det kun en by man kørte igennem når man skulle sydpå.

Men jeg har virkelig fået Brande ind under huden, fortæller Hanne Hald der vil følge Brande tæt fremadrettet og også jævnligt besøge byen, blandt andet for at følge Gennembruddet når det kommer i gang.

Da Hanne startede i Brande lå butikken i Nørregade og de første 4 år var det som ansat, men i 1994 købte hun 50% af butikken og i 1999 blev de sidste 50% købt af Bergild Lange, der havde døbt butikken Brande Brillecenter.

Da han i sin tid købte butikken af Bent Andersen, hed den Andersen Briller.

I 2009 flyttede Hanne Hald sin butik op i hovedgaden i Brande til den placering butikken har nu på Storegade 32.

Når receptionen på torsdag er overstået, går Hanne Hald ud af butikken som sidste gang som chef, og hun vil ikke garantere at det bliver uden tårer i øjnene.

- Der er så mange mennesker, også mange som er flyttet fra byen, der er kommet i butikken gennem mange år. Dem vil jeg sende en kærlig tanke når jeg ”går fra borde”.

Og hvad skal tiden så bruges på?

- Jeg har to børn, to svigerdøtre og 3 børnebørn og en mand der er yngre end mig – de skal have mere opmærksomhed.

Og så vil jeg se om jeg kan finde et deltidsjob lidt tættere på Ringkøbing hvor vi bor.

Min mand – Bent Brodersen – solgte sin butik i Ringkøbing sidste år men har flere jobs han bestrider i dag, på Ringkøbing Fjord Museum og så er han medlem af byrådet i Ringkøbing-Skjern, hvor han også genopstiller til en ny periode, og så har vi også mange fælles hobbies – blandt andet golfen.

Blandt andet golfen har nydt godt af Hanne Halds sponsorater, hvor det gennem de sidste 12 år er blevet til sponsormatcher i Åskov Golfklub og 6 år i Brande Golfklub.

- Jeg har regnet lidt på det og nået frem til at vi til sammen har givet gevinster for en million kroner, som mange golfspillere forhåbentligt er blevet glade for, fortæller Hanne Hald der 30. april sætter punktum for 34 år i Brande som optiker og giver stafetten videre til Ghita Beltoft.

 

Ghita siger goddag!

Af Villy Guldbrand Jensen

- Jeg har altid vidst at jeg ville være selvstændig, og jeg kontaktede Hanne Hald for år tilbage og spurgte ind til hvad hun havde af planer med hendes optikerbutik, fortæller Ghita Beltoft, der den 1. maj 2025 overtager Brande Brillecenter.

- Det viste sig at hun var interesseret i at finde en afløser så for fire år siden lavede vi en aftale om at jeg startede i butikken og samtidig købte procenter for til sidst helt at overtage Brande Brillecenter, fortæller Ghita Beltoft, der er faldet godt til i Brande.

- Brande var for mig en by man kører igennem for at komme videre, men jeg er blevet positivt overrasket og synes det er en fantastisk by.

Vi har et rigtig godt sammenhold i BrandeCity og sidste år var jeg med i komiteen bag julen i Brande, hvor jeg føler at vi fik det hele op at spille – det var en fornøjelse, lyder det fra Ghita Beltoft, der er parat til at køre brillebutikken videre i den gode ånd Hanne har drevet den i over 30 år.

Det vil jeg sammen med min højre hånd Louise og de to andre i butikken.

Ghitas baggrund er en uddannelse som optiker i Randers og med et bredt erfaringsgrundlag fra mange andre optikerbutikker – både i Danmark og Norge.

- Norge skyldes min veninde der arbejdede hos SAS. Hun sagde til mig: Ved du godt at man kan få arbejde i Norge som optiker?

Det søgte jeg – og fik det.

I en brillebutik i Drammen, som – i de 6 år jeg arbejdede der – voksede til en kæmpestor butik.

Senere vendte jeg næsen hjemad og arbejdede bl.a. hos Synoptik, Per Skov og Profil Optik.

De sidste 11 år var hos Profil Optik i Grindsted, hvor jeg arbejdede sammen med Louise i 3 år som jeg har fået ansat her i Brande.

Som selvstændig skrumper feriedagene ofte, men Ghita holder dog fast i at hun mindst 14 dage skal til Frankrig sammen med manden Casper Bergholdt Andersen og sønnen på 12 år.

- Det har vi gjort i mange år og det vil vi fortsætte med.

Ned til Nordmandiet og nyde fransk rødvin og oste samt den gode franske mad.

F.eks. grisetæer pakket ind i bacon – det kan selv min søn godt lide.

Og så går Ghita til yoga på 10. år – det skal også fortsætte.

Privat bor familien i Uhrhøj ved Vejle på 8. år og blandt fritidsinteresserne er udendørs liv, bl.a. i spejderbevægelsen.

Men det er klart at butikken i Brande vil fylde endnu mere i fremtiden.

- Men jeg glæder mig til at være med i Brandes Handelsliv – også fremadrettet – og til at møde alle de glade og positive mennesker vi møder i butikken og i byen.

 

På torsdag markeres forretningsoverdragelsen med en reception hvor man inviterer brillebutikkens kunder, leverandører, kollegaer og venner til en hyggelig sammenkomst i butikken på Storegade 32 i Brande.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping
Arne Danielsen bannerannonce

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul