Følg trygt den gule vej til Oz

Fugleskræmslet (Mia Meldgaard Aagaard) får en hjælpende hånd af de to bønder, Jan Jensen (t.v.) og Jørgen Lauridsen.

I de kommende dage kan man opleve en nyfortolkning af ”Troldmanden fra Oz” i RemisenBrande. Forestillingen har titlen ”The Wiz”, og vejen til og fra Oz går ad den gule vej.

Handlingen i musicalen ”The Wiz” er i store træk den samme som forlægget, ”Troldmanden fra Oz”, men musikken er ny, og dialogen er blevet kraftigt opdateret.

Centralt i handlingen står Dorothy (Julie Nielsen), som bare gerne vil hjem til Kansas igen. På sin vej – den gule – møder hun først fugleskræmslet (Mia Meldgaard Aagaard), der så brændende ønsker sig en hjerne, derefter Blikmanden (Franz Pettersson), der drømmer om et hjerte (helst af guld) og til slut den ”farlige” løve (Mads Mortensen), der rent ud sagt er lidt af en pivskid – dyrenes konge mangler simpelthen mod.

Den gule vej fører kvartetten til Smaragdbyen, hvor troldmanden (Jørgen Lauridsen) hersker, men først må de igennem skoven og ikke mindst valmuemarken, hvor afgrøderne ikke ligefrem bliver brugt til at fremstille birkes.

Det kræver en pæn portion sangtalent, hvis man vil prøve kræfter med en musical som ”The Wiz”. Heldigvis råder Teaterkompagniet blandt meget andet også over lige præcis det i rigt mål. Især på spindesiden, hvor både Josefine Jørgensen som Perlemor, Mia Husum Poulsgaard som Glinda og Mia Meldgaard Aagaard som fugleskræmslet falder i ørerne, men også på herresiden bliver der sunget flot igennem af Franz Pettersson, der spiller Blikmanden, og Mads Mortensen, der i rollen som løven nærmest lyder som en ung Allan Mortensen (”Voldsom Volvo”).

Se mange flere billeder fra generalprøven her og læs hele reportagen i Brande Bladet tirsdag.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul