Af Bruno Ostenfeldt Jensen

Byrådet har truffet beslutning i sagen om Remmevej 35-36 og den såkaldte Villa Poulsen. Den politiske beslutning skal efterfølgende udmøntes i formelle afgørelser med juridiske begrundelser. En politisk vedtagelse er derfor ikke i sig selv dokumentation for, at afgørelserne opfylder naturbeskyttelseslovens og planlovens krav.

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 må tilstanden i blandt andet heder og overdrev ikke ændres. Kommunen kan efter § 65 dispensere, når der foreligger et særligt tilfælde. Dispensationsadgangen er en undtagelse fra hovedreglen og skal efter lovens forarbejder og fast klagenævnspraksis administreres restriktivt.

Ifølge sagens oplysninger omfatter de registrerede indgreb blandt andet:

cirka 1.000 kvadratmeter beskyttet overdrev, som er inddraget i golfbanen

cirka 770 kvadratmeter beskyttet hede, som er inddraget til sti og golfbane

et cirka 1.500 kvadratmeter stort hedeareal, som er berørt af et cirka 350 meter langt vejanlæg, hvor terrænet enkelte steder er reguleret med op til 12 meter

Det fremgår desuden, at hovedparten af sagens 15 forhold var udført, før de nødvendige tilladelser og dispensationer forelå. Den nye vej blev anlagt, efter at ejeren havde trukket en tidligere, næsten identisk ansøgning tilbage, da kommunen havde oplyst, at en dispensation ikke kunne forventes.

Rune Lyager og Andreas Würtz deltog i behandlingen i de to fagudvalg. Her støttede de flertallets anbefaling om, at der skulle meddeles tilladelse eller dispensation til alle forhold A-N, selv om administrationen anbefalede afslag på flere punkter.

Det officielle referat viser, at der ved byrådets endelige behandling blev gennemført fem afstemninger:

Først blev Fælleslistens ændringsforslag, fremsat af Rune Lyager, behandlet. Det blev støttet af Rune Lyager, Morten Colbert og Lotte Stoltenborg. De øvrige 19 tilstedeværende medlemmer, herunder Andreas Würtz, stemte imod. Forslaget blev forkastet med 3 stemmer mod 19.

Herefter blev Kasper Pauli Pedersens forslag om en uvildig, ekstern juridisk vurdering af spørgsmålet om en mulig politianmeldelse af bygherren behandlet. Forslaget blev støttet af Kasper Pauli Pedersen, Mustafa Arslan, H.C. Jørgensen, Simon Vanggaard, Mikael Würtz og Tina Ostersen. De øvrige 16 stemte imod. Forslaget blev forkastet med 6 stemmer mod 16.

Dernæst blev fagudvalgenes oprindelige flertalsanbefaling om tilladelse eller dispensation til alle forhold A-N sat til afstemning. Ingen stemte for. Alle 22 tilstedeværende byrådsmedlemmer stemte imod. Det ændrer ikke ved, at Rune Lyager og Andreas Würtz tidligere havde støttet denne løsning i fagudvalgene.

Det næste forslag svarede til borgmesterens ændringsforslag, men omfattede også søen ved Remmevej. Det indeholdt desuden en præcisering om retablering og erstatningsnatur vedrørende § 3-arealerne. Forslaget blev støttet af Bo Sand Kristensen, Martin Arvad, Andreas Würtz, Henrik Overgaard, Annette Øgaard, Søs Philipsen, Henrik Christiansen, Rune Lyager, Lotte Stoltenborg og Morten Colbert. Det blev forkastet med 10 stemmer mod 12.

Til sidst blev borgmester Ib Lauritsens ændringsforslag sat til afstemning. Det var løsningen uden søen ved Remmevej, men med retablering og erstatningsnatur vedrørende § 3-arealerne. Forslaget blev vedtaget med 14 stemmer mod 8.

De otte, der stemte imod og ønskede at følge administrationens indstilling, var Simon Vanggaard, Mikael Würtz, Tina Ostersen, Kasper Pauli Pedersen, Mustafa Arslan, H.C. Jørgensen, Søren Christiansen og Thomas Østergaard. Annette Mosegaard havde afbud og deltog ikke. Derfor afgav 22 af byrådets 23 medlemmer stemme.

Det er dermed dokumenteret, at Rune Lyager og Andreas Würtz stemte for en anden løsning end administrationens samlede indstilling og for efterfølgende lovliggørelse af flere allerede udførte forhold. Fælleslistens tre medlemmer stemte først for deres eget ændringsforslag og derefter både for forslaget med søen og borgmesterens endelige forslag uden søen.

Søen på cirka 4.000 kvadratmeter blev således taget ud af den endelige løsning, og sandgraven skal retableres efter Region Midtjyllands vilkår. Tilbage står spørgsmålet, om den vedtagne løsning kan omsættes til juridisk holdbare afgørelser.

Det centrale spørgsmål efter naturbeskyttelsesloven er, om der for hvert enkelt indgreb foreligger et sådant særligt tilfælde, at kommunen lovligt kan dispensere fra § 3, jf. § 65. Afgørelsen skal bero på en konkret afvejning mellem beskyttelsesinteressen og formålet med indgrebet. Der kan blandt andet lægges vægt på naturarealets kvalitet og beskyttelsesmæssige betydning, indgrebets omfang, realistiske alternativer, eventuelle væsentlige samfundsmæssige interesser og risikoen for uønsket præcedens.

Projektets størrelse, økonomiske betydning samt arkitektoniske eller rekreative kvaliteter kan ikke i sig selv begrunde en dispensation. En privatøkonomisk interesse eller et ønske om en mere hensigtsmæssig privat vejadgang udgør heller ikke i sig selv det særlige tilfælde, loven kræver.

At indgrebene allerede er gennemført, må ikke tillægges betydning til fordel for ansøgeren. I en lovliggørelsessag skal kommunen som udgangspunkt foretage den samme materielle vurdering, som hvis der var søgt på forhånd. Ansøgeren må ikke opnå en bedre retsstilling ved først at gennemføre indgrebet og derefter søge om lovliggørelse.

Kommunen skal derfor sondre mellem retlig og fysisk lovliggørelse. Retlig lovliggørelse gennem en efterfølgende dispensation forudsætter, at de materielle betingelser for dispensation er opfyldt. Er de ikke det, er udgangspunktet fysisk lovliggørelse ved genoprettelse af den oprindelige naturtilstand.

Retablering og erstatningsnatur er heller ikke det samme. Retablering betyder, at den oprindelige § 3-natur genoprettes på stedet. Erstatningsnatur betyder, at ny natur etableres et andet sted, mens indgrebet helt eller delvist bevares.

Erstatningsnatur kan navnlig komme på tale, når et indgreb er nødvendigt af hensyn til væsentlige samfundsmæssige interesser, når realistiske alternativer ikke findes, og når der efter en konkret vurdering allerede er et selvstændigt juridisk grundlag for at dispensere fra § 3. Det kan eksempelvis være ved nødvendige større infrastrukturanlæg eller projekter med en dokumenteret naturforbedrende funktion.

I en lovliggørelsessag kan erstatningsnatur desuden efter omstændighederne fastsættes som vilkår, hvis myndigheden lovligt kan meddele en efterfølgende dispensation og på et sagligt og proportionalt grundlag afstår fra at kræve den oprindelige natur fuldt retableret.

Det afgørende er imidlertid, at erstatningsnaturen først kommer ind i vurderingen, når grundlaget for dispensationen er til stede. Den kan ikke bruges til at skabe det grundlag, som mangler. Det er derfor vanskeligt umiddelbart at se, hvilken væsentlig samfundsmæssig nødvendighed der skulle begrunde indgrebene til fordel for en privat golfbane og en alternativ privat vejadgang.

Vurderingen skærpes yderligere af områdets karakter. Arealerne ligger i overgangen mellem Skovbjerg Bakkeø og Storådalen, som kommunen selv har udpeget som et af sine mest bevaringsværdige geologiske landskaber. Erstatningsnatur et andet sted kan ikke genskabe det konkrete istidslandskab, terrænets geologiske aflæselighed eller sammenhængen mellem natur og landskab på stedet.

Hensynet til istidslandskabet følger ikke direkte af § 3, men indgår selvstændigt efter lokalplanen, kommuneplanens retningslinjer og planloven. Afgørelserne skal derfor kunne bestå både prøvelsen efter naturbeskyttelsesloven og den planretlige vurdering af de landskabelige værdier.

Kommunen skal præcist angive, hvilke særlige omstændigheder der kan begrunde hver enkelt dispensation. En generel henvisning til projektets visioner, allerede afholdte udgifter, politisk opbakning eller erstatningsnatur er ikke i sig selv tilstrækkelig. Afgørelserne skal være baseret på saglige hensyn, et tilstrækkeligt oplyst grundlag og konkrete begrundelser.

Det har også betydning for lighedsgrundsætningen. Reglerne skal anvendes ensartet, uanset projektets størrelse, ejerens økonomiske ressourcer eller den politiske opbakning. Allerede udførte arbejder skal ikke automatisk lovliggøres.

Hvis afgørelserne påklages, vil klageinstansen blandt andet kunne efterprøve, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, om kommunen har anvendt de korrekte retlige kriterier, om der faktisk foreligger særlige omstændigheder, og om vilkårene har den nødvendige saglige og retlige sammenhæng med afgørelserne.

Byrådet kan træffe en politisk beslutning, men beslutningen skal holde sig inden for lovens rammer. Hverken et flertal på 14 stemmer eller et mere vidtgående ændringsforslag kan ændre lovens ordlyd.

Med lov skal land bygges – også på Remmevej.