Erhvervskontaktudvalget på besøg hos Brande Autosadelmageri og GripSign

Erhvervskontaktudvalget tog i forlængelse af sit seneste udvalgsmøde på besøg hos Brande Autosadelmageri og GripSign på Jyllandsvej.

Brande Autosadelmageri specialindretter førerhuse på lastbiler, så chaufførerne har et ”arbejdsværelse”, der svarer helt til deres ønsker. Det kan f.eks. være specielt valg af læderindtræk, nye dørplader eller andet. Virksomheden specialpolstrer også veteranbiler mm.

Virksomheden ejes og drives i dag af Per Søgaard Rasmussen. Per er 2. generation i virksomheden, som sønnen Steffen i dag også er en del af.

En af de opgaver, som Brande Autosadelmageri har haft i forbindelse med indretningen af lastbiler, har også været trykning af presenninger. Disse presenninger blev tidligere trykt hos andre virksomheder, men på et tidspunkt trak Brande Autosadelmageri denne opgave hjem, og etablerede virksomheden GripSign.

De to virksomheder har til sammen 19 medarbejdere.

- Der findes ingen arbejdsløshed inden for autosadelmagere, og derfor er det naturligt for os, at vi selv tager et ansvar og uddanner folk inden for denne branche. Vi har pt. to lærlinge, som begge er startet her som fejedrenge. Sådan er flere af vores medarbejdere faktisk startet, udtaler Per Søgaard Rasmussen.

Ud over presenninger printer GripSign også diverse bannere, beach flag og andet. Senest har printning af valgplakater været den helt store opgaver, hvor virksomheden har printet ca. 61.000 plakater.

- Disse to virksomheder er et bevis på, at knopskydning fra en eksisterende virksomhed kan betale sig, og kan føre endnu mere med sig. De to virksomheder udnytter hinandens synergier, men udvikler sig også hver især. Det er en rigtig god historie, siger Preben Christensen, formand for Erhvervskontaktudvalget.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul