POLITISK INDBLIK af Bruno Ostenfeldt Jensen

Jeg er positiv over for flere lokale indmødesteder. Hvis medarbejderne kan begynde arbejdsdagen tættere på de borgere, de hjælper, giver det god mening. Mindre tid på vejen er fornuftigt. Et indmødested i Nørre Snede bør derfor undersøges ordentligt.

Men kommunens sag handler også om besparelser. Deloitte har sat kroner på de minutter, der kan spares, og lagt dem frem som et økonomisk potentiale. Derfor skal politikerne svare på, hvordan en eventuel besparelse skal hentes hjem.

Kommunen afsatte 700.000 kroner til en kørsels- og elbilsanalyse. Når man bruger den slags penge på konsulenter, må borgerne kunne forvente mere end et regneark med mulige milliongevinster og en liste over væsentlige udgifter, der skal regnes på senere. Hvad har Deloitte og det efterfølgende arbejde faktisk kostet? Og hvorfor var medarbejdernes erfaringer fra den daglige drift ikke nok til at afdække de mest oplagte problemer, før man købte en stor analyse?

Det er her, jeg for alvor mister tålmodigheden med konsulentregnearkene. Kommunen har brugt år på at udvikle erantis og investeret mange millioner i at lære, hvordan hjælpen fungerer bedst tæt på borgerne. Medarbejderne har været med til at udvikle de geografiske teams. Alligevel skal der nu et dyrt Deloitte-oplæg til for at vise, at det kan koste tid at køre fra et centralt indmødested ud til borgere i den anden ende af kommunen. Hvad har kommunen lært af erantis, hvis medarbejdernes viden stadig først får vægt, når den skal bruges til at rette op på et konsulentregnestykke?

Deloitte har beregnet et potentiale ved indmødesteder i både Engesvang og Nørre Snede. Udgifterne til lokaler, indretning og drift er ikke trukket fra. Nu ønsker Sundheds- og Ældreudvalget et konkret oplæg om Nørre Snede alene. Hvad bliver den faktiske besparelse ved dét forslag, når alle udgifter er regnet med? Og hvilke flere opgaver forventes medarbejderne at nå for at realisere den?

Erantis blev sat i verden for at give borgerne faste medarbejdere, nærvær og kontinuitet – og give medarbejderne større mulighed for at bruge deres faglighed. Kommunens egne budgetpapirer oplyser, at erantis fik 16,5 millioner kroner i statslige puljemidler frem til udgangen af 2023. Der blev desuden afsat 3,3 millioner kroner i kommunens budget for 2024 til at fortsætte arbejdet. Det er store beløb investeret i en bestemt retning for ældreplejen. Hvorfor investere så meget i nærvær, hvis politikerne bagefter vil hente besparelser ved at fylde de frigjorte minutter med endnu flere opgaver?

Deloittes egen analyse rejser spørgsmålet. Den planlagte arbejdsdag kan ikke gennemføres i deres basissimulering, som den er registreret. En mulig forklaring er, at medarbejderne allerede bruger kortere tid hos nogle borgere end planlagt. Det skal undersøges. Det må ikke blive udgangspunktet for at presse dem yderligere.

Mange medarbejdere løber stærkt i forvejen. De er uddannet til pleje og omsorg – til at opdage, når et menneske har det dårligere, lytte, vurdere og handle fagligt. Hvis arbejdsdagen pakkes så tæt, at der kun er tid til den næste adresse på skærmen, mister både borgeren og medarbejderen det, erantis skulle styrke.

Bo Sand Kristensen skriver, at han føler sig fanget mellem Excel og virkeligheden. Som politiker må han forholde sig til begge dele. Det er ikke Deloittes konsulenter, der skal stå til ansvar over for den borger, som venter på hjælp, eller den medarbejder, som ikke længere har tid til at yde den omsorg, vedkommende er uddannet til.

Bo, er målet med Nørre Snede at skabe en bedre arbejdsdag – eller at hente en besparelse hjem? Hvis det er en besparelse, hvor præcis skal den tages, og hvordan vil du sikre, at den ikke betyder mindre tid til pleje og omsorg?

Det spørgsmål skal besvares, før et beregnet potentiale bliver til et sparekrav.