EPX skal have rødderne i Ikast
En lang række personer, bl.a. tidligere elever på IBG og byrådsmedlemmerne Annette Mosegaard, Lotte Stoltenborg og Michael Würtz, har sendt følgende indlæg:
Når fremtidens unge skal vælge uddannelse, skal Ikast-Brande Kommune fortsat være et sted, hvor de har stærke muligheder tæt på deres hverdag.
Derfor er spørgsmålet om, hvor den kommende EPX-uddannelse skal forankres, langt vigtigere end blot, hvilken adresse undervisningen skal foregå på.
Både Ikast-Brande Gymnasium og HHX i Ikast vil forventeligt byde ind på at udbyde uddannelsen. HHX er en vigtig del af vores lokale uddannelsestilbud, men organisatorisk er det en del af Herningsholm Erhvervsskole, som er funderet i Herning. Ikast-Brande Gymnasium er derimod en selvstændig uddannelsesinstitution med rødderne solidt plantet i Ikast gennem mere end 53 år. Og med egen rektor og daglig ledelse og ikke mindst egen bestyrelse.
Den forskel mener vi skal tages alvorligt.
Det her skal ikke være en kamp mellem STX og HHX. Vi har brug for begge dele, og vi skal være stolte af, at unge i vores område har flere stærke uddannelsesmuligheder.
Men vi skal også turde have ambitioner på vores egen kommunes vegne.
For hvis vi hver gang siger, at det ikke betyder så meget, hvor vores uddannelsestilbud bliver styret fra, risikerer vi langsomt at flytte både beslutningskraft, arbejdspladser og udvikling væk fra Ikast-Brande og i retning af større byer.
Og når først noget er flyttet, er det sjældent nemt at få tilbage.
Ikast-Brande Gymnasium er en vigtig del af vores lokale uddannelsesmiljø. Med EPX får vi mulighed for at styrke gymnasiet yderligere og skabe et endnu bredere ungdoms- og uddannelsesmiljø, hvor unge med forskellige interesser, evner og uddannelsesveje mødes. Med den nye uddannelsesreform forsvinder HF, som har været på IBG siden 1975. Det er ca. 20% af skolens elevgrundlag, som sammen med mindre årgange og højere karakterkrav, vil betyde at skolens elevgrundlag reduceres med ca. 1/3. Dermed står vi tilbage med en mindre robust uddannelsesinstitution, og det synes vi faktisk ikke skolens ledelse, lærerstab og historie fortjener. Til sommer er det 50 år siden den første HF’er med blåt bånd på huen dimitterede fra Bøgildvej 4, og skolen har i den grad bevist, at man mestrer uddannelse af netop den gruppe af elever, som fremadrettet må vælge EPX, hvis altså man ønsker en fremtid som denne uddannelsesplatform lægger op til. Det være sig i retning af sygeplejerske, lærer, pædagog, socialrådgiver, business eller mere håndværksmæssig og teknisk karakter.
Det har betydning for de unge – men også for vores virksomheder, foreningsliv og hele lokalområdet.
Vi taler ofte om, hvordan vi gør Ikast-Brande attraktiv for både familier og virksomheder. Her spiller stærke lokale uddannelsesinstitutioner en helt central rolle. De skaber liv, arbejdspladser og tiltrækker unge. Og de er med til at sikre, at vores kommune ikke blot bliver et sted, man bor, mens uddannelse, arbejde og udvikling foregår andre steder.
Derfor skal vi værne om det, vi har – og samtidig turde udvikle det.
Vi ønsker et stærkt HHX i Ikast. Men vi ønsker også, at vi som kommune og lokalsamfund kæmper for de uddannelsesinstitutioner, der har deres fundament her.
Vi skal ikke bare give slip og lade de store overtage, fordi det måske er den nemmeste løsning.
EPX bliver en vigtig del af fremtidens ungdomsuddannelser. Derfor skal vi tænke længere end til næste skoleår, når beslutningen om placeringen skal træffes.
Vi skal sikre, at Ikast-Brande også i fremtiden har stærke, selvstændige uddannelsesinstitutioner.
Derfor mener vi, at EPX skal forankres på Ikast-Brande Gymnasium, så vi i kommunen fortsat har en stærk, selvstændig gymnasieskole, der kan gøre en forskel lokalt. De muskler Ikast-Brande Gymnasium har i dag til at være medskaber af både kulturaktiviteter og ramme for nye sportstiltag sker kun, fordi der er en lokal forankring med volumen og økonomisk polstring.
Det er ikke et valg imod HHX eller Herning.
Det er et valg for Ikast-Brande og for vores lokale uddannelsesmiljø.
