En mand ved navn Bertel

Fætters klumme -   Det kan godt være, forretningerne starter juleudsmykningen tidligere og tidligere. Det er vel en naturlig konsekvens af, at vi efterhånden har fået flyttet julen op på et niveau, hvor vi har brug for en længere periode til indkøb af gaver.

Men vi er stadig nogle danskere, der helt præcist ved, hvornår det der med julen er alvor - og ikke bare pynt. Nemlig når vi modtager en e-mail fra Bertel Haarder med årets julesang. Jeg er en af de heldige.

Bertel Haarder er en af de politikere, der har været medlem af Folketinget i den sammenlagt længste periode. Han er også den, der har siddet flest år i en ministerstol. I forskellige ministerier ganske vist, men i to af dem var han suveræn. Som undervisningsminister, hvor han er den længst siddende af slagsen, og som kulturminister, hvor han sad for kort tid. For det er det ministerium, han er født til. I den tid, undertegnede har beskæftiget mig med dansk politik - mere end 40 år - er Bertel Haarder den bedste kulturminister, landet har haft. Per Stig Møller var også god. Men han besad ikke den folkelige baggrund og udstråling, som præger Bertel Haarder.

Det er denne folkelighed, der får Bertel Haarder til at skrive lejlighedssange. Hen over et år skriver han en masse sange. Ind i mellem har det været Bertels sang, der reddede ellers halvkedelige sommergruppe-møder i Venstre. Og hans årlige julesang er et af højdepunkterne på Christiansborg. Fordi de er sjove. Fordi de er skrevet af en ”insider”, der kender alt til livet på ”Borgen”, men stadig har forbindelse med livet udenfor. Og fordi de er skarpe. Der er noget paradoksalt over, at den skarpeste parodi på det politiske liv skrives af en af Folketingets egne. Men Bertel er skarp. Og han bliver skarpere for hvert år. Det er som om, han med alderen tillader sig friheder og vover mere, end nogensinde før. Og partikammeraterne i Venstre går ikke fri. Så ville de også blive skuffede. Det er et kompliment at blive nævnt i en Bertel-julesang.

Årets julesang er skrevet på melodien ”Nu har vi altså jul igen”, der endelig ikke må forveksles med ”Nu er det jul igen”. Måske er melodien lidt vanskelig, men Bertel Haarder kan lide den - han har brugt den før. Den er kompleks i opbygning - og det giver særprægede versefødder. Men lad os lige se på et par uddrag, et par vitaminpiler fra årets sang. Bertel Haarder skriver bl.a.:

Nu skal der være valg igen, når Løkke trækker stikket/så gælder det, at hver og én bevarer overblikket/Og derfor skal vi hænges op i landets lygtepæle/så vælgerne kan både se de gode og de fæle!

Eller længere nede i sangen, hvor han uforfærdet tager finanssektorens optræden under behandling:

I Danmark er der anderledes styr på mænd og koner/som Britta, da hun stjal et hundred ell´ve millioner/I Danske Bank har gode venner trøstet Thomas Borgen/med tyve millioner, så han drukner julesorgen……

Er det ikke, hvad vi alle sammen tænker? Hvordan dælen kan det være, at mennesker, der har svigtet samfundet, skal præmieres med millioner?

Bertel Haarder er en liberal, frisindet venstremand - og gennemført demokrat. Derfor krummer han tæer over banditter i habitter. Og derfor er der så meget bid i hans sange. Tænk, om bare et par enkelte berømte sangskrivere havde samme samfundssind.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul