Af Anders Udengaard, folketingskandidat for SF i Vestjyllands storkreds 

I mit arbejde som pædagog har jeg ofte haft stor fornøjelse af at fortælle de gamle molbohistorier. Udover at de bare er vanvittigt underholdende, er det en rigtig god øvelse for børn i førskolealderen at skulle sætte sig ind i den absurde logik og adfærd, som gør pointerne sjove.

Her i sommerferien er det ellers udpræget klassiske udvalg af historier blevet udvidet med én fra den virkelige verden.

Man skal forestille sig, at vi har en regering med tilhørende støtteparti, som er bange for vildsvin. Det i sig selv er lidt sært, men det er en vigtig præmis for fortællingen. De bange mennesker får så den idé, at de vil bygge et hegn, som kan holde de farlige svin ude. Et ret imponerende hegn, må man forstå, faktisk hele vejen langs rigets landfaste grænse.

Andre mennesker forsøger at sige ting som: “Det lyder godt nok dyrt,” eller: “Vildsvin svømmer faktisk ganske glimrende, så det nytter næppe det store,” men lige lidt hjælper det. Særligt ikke efter at støttepartiet, DF, er kommet i tanker om, at et sådant hegn måske også vil kunne hjælpe lidt på den angst, de nærer overfor tobenede tilrejsende.

Alt synes klappet og klart, men pludselig kommer de bange mennesker i tanker om, at de da forresten også er bange for ulve, og det er ikke så godt, for dem er der jo et par stykker af allerede i det fredelige rige. Sikke en redelighed! Hvordan skal disse farlige dyr nu finde ud af at vandre syd for grænsen, som man jo egentlig havde håbet på? “Intet problem,” siger de mest forstandige blandt de bange mennesker, “vi laver da bare nogle huller i hegnet, så ulvene kan komme ud.”

Fortællingen er desværre sand. Den er god nok. Ganske som de enfoldige molboer borede hul i båden, så vandet kunne løbe ud, har regeringen og Dansk Folkeparti i ramme alvor tænkt sig at lave huller i deres planlagte grænsehegn, så ulven kan blive verfet ud.

Jeg tror nu alligevel ikke, jeg tør fortælle historien henne i børnehaven. Femårige er alt for forstandige mennesker til, at de nogensinde vil tro mig.