Af Bruno Ostenfeldt Jensenbyrådsmedlem Ikast-Brande Kommune

Respekt handler ikke om at tie – men om at tage ansvar

Hans Christian Jørgensen skriver i Fokus Ikast-Brande og i Brandebladet, at vi skal tale pænt, respektere hinanden og undgå en hård tone i byrådet.

Det lyder godt, men problemet er, at ordene ofte bruges som et skjold for at undgå ubehagelige diskussioner og undvige det ansvar, vi som politikere er valgt til at tage.

Det er ikke tonen, der splitter borgerne. Det er beslutninger, der træffes uden den nødvendige lydhørhed. Det er, når politikere læner sig tilbage og først engagerer sig, når direktionen fremlægger noget, der gavner deres eget lokalområde. Den slags tilbagelænethed skaber ikke tillid – den skaber distance.

Når Hans Christian skriver, at vi skal være rollemodeller og gå foran med respekt og værdighed, så er det en vigtig pointe. Men hvor er værdigheden, når borgerne kommer i klemme i systemet, mens politikerne tier stille? Hvor er respekten, når beslutninger træffes uden at lytte til dem, der rent faktisk bor her?

Ægte respekt består i at tage stilling – også når det er svært. At arbejde seriøst med hver enkelt sag, turde stille de nødvendige spørgsmål til tilsyneladende selvindlysende dagsordner og insistere på ægte borgerinddragelse, i stedet for blot at følge flertallet af bekvemmelighed. Jeg er ikke valgt for at bruge fire år på at nikke og underskrive; jeg er valgt for at sikre, at vi træffer de rigtige beslutninger – ikke blot de nemmeste.

Hvis vi begynder at definere uenighed som en uhensigtsmæssig “hård tone” og kalder enhver tydelig stemme for uforsonlig, udvander vi det politiske ansvar. Vi risikerer at forvandle demokratiet til en pæn omgangstone, hvor vigtige spørgsmål forbliver ubehandlede, mens vi lader virkelige problemer løbe af sporet.

Lad os tale om tone, ja. Men lad os også tale om substans. Respekt uden handling er tom, og et demokrati uden klare holdninger er svagt.

For politik er ikke blot at følge det, direktionen lægger frem. Politik er at søge løsninger – også dem, der ikke står i bilaget.

Men det er heller ikke pænt, når de samme personer angriber kolleger personligt, så snart mikrofonerne er slukket. Det kalder jeg ikke demokrati – det ligner personangreb affødt af afmagt.