Regeringen og Dansk Folkeparti har for nyligt fremlagt deres finanslov for 2019. Diskussionen der er fulgt i kølvandet herpå, har hidtil mest handlet om en øde ø med navnet Lindholm, der i fremtiden er udset til at skulle huse afviste asylansøgere, der er dømt for hård kriminalitet som eksempelvis krigsforbrydelser, sædelighedsforbrydelser og drab.

Det er helt entydigt positivt, at de mennesker flyttes fra udrejsecentret Kærshovedgård. Det er godt for lokalsamfundet og det er godt for alle de fredelige beboere derude, men det faktum ændrer ikke på, at det der burde have været en bred politisk aftale om for længe siden, nu bruges til at dække over finanslovens nedskæringer på velfærden.

De konsekvenser er lige så vigtige at få frem i lyset. Den nuværende regering har været kendetegnende ved, at de ikke har kunnet få deres egne store satsninger på nulvækst og topskattelettelser igennem. Det er der god grund til at være tilfreds med, da konsekvenserne havde været markant forringet velfærd og en større økonomisk skævvridning af Danmark. 

Men at de store regeringsprogrammer er kuldsejlet, bør ikke skjule for det faktum, at det år efter år alligevel er lykkedes regeringen at skære i vores velfærd, og gøre det stadig mere udfordrende for børn, ældre og syge at få den nødvendige omsorg og fagligt kompetente behandling i mødet med velfærdsstaten og kommunen.

Regeringen har benyttet sig af den såkaldte salami-metode, hvor man år efter år skærer en lille skive af velfærden. Det ser måske ikke ud af meget i det enkelte år, men over flere år med skive efter skive, er billedet desværre klart: befolkningen kommer til at opleve markante serviceforringelser. AE-rådet vurderer således, at der i 2019 kommer til at mangle 1,5 mia. kr. for at kunne opretholde det nuværende velfærdsniveau. 

I disse år står vi i en situation, særligt i Ikast-Brande, med en befolkning med flere ældre, der - heldigvis - lever længere end tidligere. Det stiller os som samfund over for et dilemma. Vil vi holde fast i et stærkt velfærdssamfund, hvor vi sikrer muligheder for alle børn og en respektfuld behandling af de ældre? Eller skal vi give køb på principperne, og fortsætte med at skære en skive af velfærden år for år. 

En anden kurs vil ikke fjerne alle Ikast-Brandes udfordringer og i fremtiden skal der også tages hårde beslutninger, men der er altså brug for en anden regering. En regering der modsat den nuværende anerkender, at nogle kommuner er særligt udfordrede i disse år og vil arbejde målrettet på at skabe et bedre råderum for at prioritere velfærden højere, i stedet for at brænde millioner af på at lette afgiften på luksus både og privatfly.

Anne Paulin, folketingskandidat for Socialdemokratiet Vestjyllands Storkreds. 

Kasper Pauli Pedersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Ikast-Brande kommune.