Den nye vurderingsmodel fra DCE giver ikke et retvisende billede af de danske skoves tilstand.

Af Niels Juhl Bundgaard Jensen. Tidligere statsskovrider.

Hvert 6. år afgives en indberetning om den danske naturs tilstand, herunder også de danske skoves naturtilstand, til EU. EU har udgivet en vejledning om de krav, der stilles til at opnå en gunstig bevaringsstatus i forhold til habitatdirektivets overholdelse. Denne vejledning fulgte de danske myndigheder/Naturstyrelsen for skovenes vedkommende indtil 2013. Resultatet var, at de danske skove overfor EU kunne indberettes som værende i gunstig tilstand.

Ny vurderingsmodel fra DCE

I 2013 fik DCE under Århus Universitet den daværende miljøministers accept af at ændre vurderingsmetode, så de danske skoves naturtilstand skulle vurderes efter en helt ny og stærkt opstrammet vurderingsmodel. Denne model blev stærkt kritiseret af erfarne skovforskere fra KU/Life under Københavns Universitet, idet den nærmest pr. definition ville bringe samtlige skove i ugunstig bevaringstilstand, hvilket også skete. Ved indberetningerne i 2013 blev de danske skove vurderet som værende i stærkt ugunstig tilstand. Den ugunstige tilstand er gentaget ved indberetningerne i 2019 og bliver det nok også i indberetning 2025, hvis den ansvarlige minister vælger at følge DCE’s vurdering.

For eksempel var det ikke længere nok, at skovene var bedre, end da habitatdirektivet trådte i kraft i 1994, men nu skulle alle målecirkler på 15 meter pludselig være fulde af gamle kæmpetræer, samtidig med at de bl.a. skulle have mange blomstrende buske. Alene de to forhold er indbyrdes selvmodsigende, idet små målesteder med mange kæmpetræer er for skyggefulde for blomstrende buske. Desuden godtager direktivet, at dele af skovene er ung skov uden gamle træer, men det gør DCE metoden ikke.

Hvad er konsekvensen af den stramme vurderingsmodel?

Når skovenes naturtilstand vurderes som ugunstig, giver det politikerne og befolkningen en helt forkert opfattelse af tingenes sande tilstand. Desuden giver det EU anledning til i medfør af habitatdirektivet at kræve iværksat forbedringer, som ikke er nødvendige f.eks. i form af tvungne naturgenopretningstiltag.

Det kan medføre en unødvendig stramning af lovgivningen, f.eks. i form af en biodiversitetslov.

Det har også konsekvenser for skovdrift og produktion af træ, hvilket vil have en række negative indflydelser f.eks. på klimaet, forsyningssikkerhed med træ og for den grønne omstilling i det hele taget.

Hetz mod skovbruget

Det vil også medføre, at man ikke kan aflæse effekten af de genopretningstiltag, som siden 1980’erne er foretaget i mange skove. Disse tiltag har selvfølgelig haft en positiv virkning på biodiversiteten. Det, man oplever som fremgang og god sikring af sårbare arter, kommer desværre ikke frem i DCE’s multikriteriemodel, og fremgangen i skovenes biodiversitet drukner i en medieunderstøttet hetz mod produktionsskovbruget på baggrund af DCE’s håbløse målemetode.

Opfattelsen af, at naturtilstanden i mange skove er i fremgang og ikke tilbagegang, deles af mange skovadministratorer og understøttes af biodiversitetsforskeren Erik Buchwald. Af hans Ph.D. afhandling og andre af hans artikler om biodiversitet i skov fremgår det, at den skovforvaltning, der har været praktiseret i Danmark de seneste 30-40 år, har haft en positiv effekt på biodiversiteten.

Dette står i klar modsætning til de indberetninger om de danske skoves naturtilstand, som er udarbejdet af DCE og indsendt til EU.

Endelig giver det ingen mening at sammenligne skovenes naturtilstand i EU´s medlemslande, når de enkelte lande har ret til at vælge deres egen vurderingsmodel – og gør det!

Selvmodsigende kriterier

Når man så ovenikøbet i den danske vurderingsmodel vurderer skovnaturens tilstand efter en række selvvalgte kriterier, som i sig selv er selvmodsigende, går det helt galt.

Erik Buchwald, som i årtier har arbejdet med naturtilstanden i skovene og indberetningerne for Naturstyrelsen til EU, skriver i et notat, som er sendt til folketingets partier, at DCE’s multikriterie model pludselig kræver, at samtlige værdier af en lang række måleparametre skal være bedre end nogle mere eller mindre vilkårligt fastsatte tærskelværdier efter et ”one out – all out” princip, for at gunstig bevaringsstatus kan opnås. Dette er IKKE i overensstemmelse med habitatdirektivet.

Efter habitatdirektivet skal man foretage en samlet vurdering af naturtilstanden for de enkelte skovnaturtyper indenfor Danmarks to biogeografiske områder, som er vestlige Jylland hhv. resten af landet.

One out – all out princippet betyder i praksis, at hvis bare en parameter ud af f.eks.10 er ugunstig, mens de 9 øvrige er gunstige, så bliver hele prøvefeltet erklæret for ugunstigt. Tilsammen medfører det, at ingen af Danmarks skove måles som gunstige i DCE’s metode, ligegyldigt om det er Jægersborg Dyrehave, den urskovsagtige Suserup Skov, den i 100 år urørte Ulvshale Skov, Draved Skov, Rold Skov eller nogen anden skov.

Urealistiske kriterier

Modellen forudsætter nemlig, at alle parametre skal kunne dokumenteres inden for små prøveflader på 15 meter i diameter.

På hvert prøvefelt i skoven skulle både specielle vedboende arter, dødt ved, meget store træer, store træer, træer med hulheder/råd, antal vedplantearter, antal insektbestøvede vedplantearter og invasive arter samtidig overholde ”ekspertvurderede ” tærskelværdier.

DCE’s eget notat om modellen viste, at seks ud af ni skovtyper ikke havde et eneste prøvefelt i hele landet, som matchede modellen, og de øvrige tre skovtyper havde ekstremt få. Den nye model havde ikke været testet eller kalibreret i felten, og naturforeninger og erhvervsorganisationer m.fl. havde ikke været inddraget.

Selv Danmarks urskovsagtige skov, Suserup Skov, havde ikke et eneste felt, som kunne kaldes gunstigt ifølge modellen. Skoveksperter fra Københavns Universitet fastslog, at de valgte kriterier og tærskelværdier var indbyrdes modstridende, idet det ikke svarer til naturens indretning, at alle ovennævnte parametre kan findes samtidig på arealer af prøvefelternes størrelse, da flere af dem indbyrdes udelukker hinanden, f.eks. at have både mindst 71 træer pr. hektar med hulheder og råd, 45 kubikmeter dødt ved pr. hektar og samtidig lys nok til insektbestøvede buske. Desuden var flere af de enkelte tærskelværdier valgt så urealistisk høje, at de ikke kan opnås overhovedet i f.eks. yngre skov eller på dårlig bonitet, f.eks. antallet af store træer og mængden af dødt ved.

Brug pengene rigtigt

Sammenfattende kan man sige, at den officielle opfattelse af naturtilstanden i de danske skove aldrig vil ændre sig fra at være dårlig, medmindre man skrotter DCE’s multikriteriemodel og går tilbage til den oprindelige vurderingsmodel fra før 2013.

Hvis man gør det, vil Danmarks skove igen leve op til habitatdirektivets krav og udvise gunstig bevaringsstatus – lige som mange andre europæiske skove.

Dermed vil grundlaget for udlæg af store mængder urørt skov og naturnationalparker være borte, og man ville kunne prioritere naturgenopretningsmidlerne til de områder i naturen, hvor der er et reelt behov.