Det er dybt bekymrende at se, hvordan antallet af voksne, der søger psykiatrisk hjælp, er kraftigt stigende. Det peger på et alvorligt samfundsproblem, der ikke kun rammer den enkelte, men også truer vores velfærdssystem, hvis vi ikke tager det alvorligt nu.

Mange af de psykiske udfordringer, vi ser hos voksne i dag, kan spores tilbage til barndommen. En turbulent opvækst, traumer, manglende følelsesmæssig støtte og ustabile hjemmemiljøer skaber grobund for senere problemer. Men vi ser også en bekymrende tendens til, at børn i dag vokser op i et præstationssamfund, hvor de konstant eksponeres for sociale medier, urealistiske forventninger og dystre nyheder om klimakatastrofer og krig. Det skaber en konstant følelse af usikkerhed og utilstrækkelighed – og vi undrer os over, at mistrivslen stiger?

Samtidig ser vi en tendens til at sygeliggøre helt normal adfærd. Et aktivt barn er ikke nødvendigvis et problem, men i dag skal alt forklares med en diagnose. Børn, der er livlige og har brug for at bevæge sig, bliver for hurtigt stemplet, fordi de ikke passer ind i et system, hvor stillesiddende læring er normen. I stedet for at tilpasse skolerne og pædagogikken til børnenes behov, tilpasser vi børnene til systemet – med diagnoser og medicin som løsningen. Det er en farlig vej at gå.

Derfor er det nødvendigt at ændre vores tilgang. Skoler, institutioner og forældre må samarbejde om at skabe trygge og støttende miljøer, hvor børn får lov til at udvikle sig naturligt. Vi skal sikre, at børn ikke falder igennem systemet i overgangen fra barn til voksen, hvor mange i dag mister den støtte, de tidligere har haft. Og vigtigst af alt skal vi stoppe med at se en diagnose som den eneste adgangsbillet til hjælp – vi skal i stedet fokusere på årsagerne bag børns adfærd.

Vi står over for et valg: Vil vi fortsætte med at symptombehandle og sygeliggøre helt normal børneadfærd, eller vil vi tage ansvar og sikre, at børn får en opvækst, der ruster dem til voksenlivet? Det er på tide, at vi handler – for børnenes skyld, men også for vores samfunds fremtid.

Med venlig hilsen,

Bruno Ostenfeldt Jensen