Af Anders Udengaard, SF

Egentlig burde det være en meget lille sag. Der ligger en kommunal rasteplads i nærheden af en virksomhed. Virksomheden er træt af den og spørger kommunen, om den ikke kan blive lukket. Et ganske trivielt spørgsmål, men desværre har både Ikast-Brande Kommune og virksomheden, Bestseller, valgt at agere på en måde, som gør sagen meget principiel og dybt problematisk.

Selvfølgelig kunne kommunen sagtens vælge, i det gode samarbejdes navn, at yde virksomheden den service, der efterspørges. Når man fra politisk side skal vurdere sådan et spørgsmål, må man selvfølgelig afveje, hvilke konsekvenser det vil have. Der ligger en endnu bedre rasteplads ikke langt derfra, så set i dét lys, burde det jo ikke betyde det store. På den anden side har kommunen gentagne gange vurderet, at pladsen faktisk bruges flittigt, ligesom man også for ganske nyligt har bekostet at lægge helt nyt slidlag på den. Alligevel kunne man da sagtens vælge at efterkomme virksomhedens ønske. Det ville være lidt ærgerligt, når man nu lige har brugt en masse penge på at renovere den, men der behøvede ikke at blive nogen skandalesag ud af det.

Men så bliver det pludselig speget, for kommunen og virksomheden har i dette spørgsmål ikke bare fundet frem til en aftale, de har indgået en decideret handel. Af de forskellige sagsfremstillinger kan man læse meget direkte, at lukningen af pladsen sker under forudsætning af, at Bestseller til gengæld betaler for noget pæn udsmykning af en rundkørsel eller to. I den situation er enhver ansvarlig politiker simpelthen nødt til at sætte foden hårdt i jorden og sige, at det ganske enkelt bare ikke er den måde, vores folkestyre fungerer på. Er det godt købmandskab? Utvivlsomt, men demokratisk er det meget alvorligt.

Hvis gårdejer Jensen skriver til kommunen og spørger, om de ikke kan lukke den grusvej, der går forbi hans grund i den ene ende, så kan et serviceorienteret byråd sagtens overveje den anmodning seriøst. Hvis gårdejer Jensen skriver til kommunen og spørger, om de ikke kan lukke vejen, hvis han nu lige kommer forbi rådhusets kantine med en halv gris og et parti nyslynget honning, så er ansvarlige politikere nødt til at svare med et bestemt og kortfattet: “Nej!”

“Jamen,” vil nogen nu sige, “tænk dog på virksomhedens betydning for byen. Tænk dog på alle arbejdspladserne.” Det kan man sagtens anføre, og selvfølgelig er det vigtigt at yde erhvervslivet en god service, ligesom det også er det overfor borgerne. Men har man først accepteret den præmis, så siger man også, at demokratisk indflydelse er til salg. Almindelige borgere har ikke samme økonomiske mulighed for at slå en handel af med kommunen, hvis de er trætte af trafikken i villakvarteret og helt ærligt - det ønsker vi vel heller ikke skal være en mulighed?

Det gør det politiske flertal i Ikast-Brande desværre, og lidt tragikomisk kunne man sige, at det er bedrøveligt, at vores folkestyre viste sig at være til salg for så lille en sag som denne. Kunne man ikke have været lidt mere ambitiøse og se, om man kunne have fået VM i ishockey eller sådan noget til byen, hvis vi nu slækkede på nogle miljøkrav eller sænkede grundskylden?