Butikkerne, ungdomsuddannelserne og udendørsidrætten kan genåbne mandag

Regeringen og dens tre støttepartier, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, har her til formiddag fremlagt en plan for første fase i genåbningen af landet. Planen er stort set identisk med de anbefalinger, en ekspertgruppe præsenterede i mandags.

Aftalen betyder blandt andet, at såkaldte udvalgsvarebutikker (eksempelvis tøj- og skoforretninger) på op til 5000 kvadratmeter må genåbnes fra på mandag med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav, så der er færre kunder i butikkerne. Genåbningen gælder ikke udvalgsvarebutikker i storcentre. Større udvalgsvarebutikker (over 5000 kvadratmeter) kan holde åbent med tidsbestilling. 

Desuden genåbnes udendørs kulturinstitutioner. For at få adgang skal man kunne fremvise en negativ corona-test, som er højst 72 timer gammel.

I forhold til udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves forsamlingsloftet fra 5 til 25 personer.

I Nord- og Vestjylland, herunder Ikast-Brande og Herning Kommune, kan alle afgangselever i grundskoler (9.-10. kl.) samt afgangselever på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser komme tilbage i skole hver anden uge. En forudsætning herfor er, at de testes to gange om ugen.

Dermed kan elever på eksempelvis handelsskoler og gymnasier i Herning og Ikast se frem til at vende tilbage til deres uddannelse fra på mandag, men det gælder derimod ikke elever på Grindsted Gymnasium, som ligger i Billund Kommune.

Efterskolerne i Nord- og Vestjylland må desuden genåbne med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger, som er udfærdiget af Sundhedsstyrelsen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul