Brande-virksomhed opkøber bank

Oliver Bach

Wintec overtager den tidligere Jyske Bank-bygning i Nr. Snede

Af Peter Hald

Maskinfabrikken Wintec Big Steel Solutions fra Brande har købt den tidligere Jyske Bank-bygning i Nr. Snede.

Wintec skal på længere sigt bruge bygningen som salgskontor, ingeniørafdeling og tegnestue, men i første omgang bliver den forhenværende bank indrettet som hotel og konference- og mødebygning.

- Der kan måske gå et par år, inden vi indretter tegnestue og salgskontor i bygningen, men i mellemtiden får vi god brug for stedet, når vi skal holde konferencer og møder, siger Oliver Bach (bill.), indehaver af Wintec.

- Vi har ikke selv plads til større møder på vores afdeling på Risbjergvej i Brande, og vi har brug for en pæn bygning med gode parkeringsforhold - og det er tilfældet med bankbygningen i Nr. Snede. Vi har ledt efter noget tilsvarende i Brande, men kunne ikke finde noget til samme pris, siger Oliver Bach.

- Vi regner også med, at vi vil gennemføre udlejning af lokalerne til fest-og mødelokaler. Vi er måske ude i god tid, men nu er papirerne skrevet under, finansieringen er på plads, og vi kan overtage bygningen den 1. april, siger Oliver Bach.

Han tilføjer, at Wintec vil gennemføre en del ændringer i Jyske Bank-bygningen, der er på 343 kvadratmeter.

Senere, når man er klar til indflytning, vil der blive holdt en reception. Det bliver måske i slutningen af april eller maj.

Jyske Bank lukkede sin filial på Engholmvej i Nr. Snede i december 2014. Medarbejderne rykkede herefter til afdelingen i Ejstrupholm.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul