Gå til hovedindhold

Brande Street Art Festival fejrer 10-års jubilæum med tre dage fyldt med kunst, musik og oplevelser

Street Art

Når Brande Street Art Festival løber af stablen den 26.-28. juni 2026, bliver det med den største satsning i festivalens historie. Festivalen fejrer 10-års jubilæum og udvider til tre dage med kunst, musik, street food og oplevelser i hele byen.

Siden 2015 har internationale street art-kunstnere hvert år forvandlet Brande til et udendørs kunstgalleri, hvor de spektakulære 3D-værker på Torvet har tiltrukket tusindvis af besøgende. I jubilæumsåret er ambitionen at løfte oplevelsen endnu et niveau.

“Street Art har gennem 10 år været med til at sætte Brande på landkortet. I jubilæumsåret ønsker vi at samle hele byen omkring kunsten og skabe den største festival, vi nogensinde har lavet. Målet er, at gæsterne får lyst til at blive hele dagen – og gerne hele weekenden,” siger festivalleder Asger Månsson.

Hele Brande bliver en del af festivalen

Torvet bliver fortsat festivalens centrum, hvor 10 internationale street art-kunstnere skaber nye værker direkte på gaden. Men i år breder aktiviteterne sig langt ud over Torvet.

Storegade fyldes med kunsthåndværkere, street food og aktiviteter, mens Hotel Dalgas danner ramme om koncerter og underholdning. Samtidig får den tidligere Nordea-bygning nyt liv som et helt nyt kunstnerisk samlingspunkt.

Tidligere bank bliver til kunstgalleri

En af årets største nyheder er åbningen af Galleri Uden for Rammen i den tidligere Nordea-bygning. Her samles mere end 30 kunstnere, der gennem årtier har været med til at forme Brandes kunstneriske identitet siden de første gavlmalerier i 1968.

Kurator for udstillingen er kunstneren Hans Krull, der blandt andet er kendt for gavlmaleriet Mågekysset i Aarhus.

Galleri Uden for Rammen bliver mere end en traditionel udstilling. Publikum kan opleve artist talks, performancekunst, møde kunstnerne og få indblik i de kreative processer bag værkerne. Der etableres samtidig café og bar, som skal gøre stedet til et levende samlingspunkt gennem hele sommeren.

Kunstauktion under åben himmel

Som endnu en nyhed afholdes der i år en stor kunstauktion på Dalgas Torv.

Her sættes 12 store kunstværker fra Ferie for Alle-messen i Herning til salg. Værkerne måler hver 2 x 2,5 meter og er skabt af nogle af kunstnerne bag Art Hotel-projektet: 

Ved hammeren står Søren Taaning fra Deep Forest Art Land, som vil guide publikum gennem auktionen og de historier, der knytter sig til værkerne.

Musik, kunst og oplevelser

Festivalens program offentliggøres løbende, men besøgende kan allerede nu glæde sig til 10 internationale street art-kunstnere, Galleri Uden for Rammen med mere end 30 kunstnere, kunstauktion under åben himmel, kunsthåndværker- og brugskunstmarked, street food, aktiviteter for børn og familier samt live musik med blandt andre Sussi & Drengene, Green Hill, Jørgen de Mylius og Nichtlazers.

Festivalen er gratis og åben for alle.

Lokalnyt

Skriv en kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Onlineavis

Annoncer

Annoncer

  • AJ Ruden
    AJ Ruden
  • Foreningen Norden
    Foreningen Norden
  • Søby Brunkulsmuseum
    Søby Brunkulsmuseum
  • Brande Brillecenter
    Brande Brillecenter
  • Blåhøj El
    Blåhøj El
  • Give Møbler
    Give Møbler
  • Biomar
    Biomar
  • camp 33
    camp 33

    Kalender

    18 aug.

    ASC audit Biomar

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    19 aug.

    AUC audit Biomar

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    20 aug.

    ASC audit på Biomar i Brande

    Arrangør: Biomar A/S
    Sted: Biomar Mylius-Erichsensvej 35 i Brande
    20 aug.

    Foreningen Norden arrangerer tur til Hvidsten kro

    Arrangør: Foreningen Norden
    Sted: Afgang fra N. I. Møllers plads.
    20 aug.

    Owen awten i Blåhøj

    Arrangør: En række butikker og foreninger i Blåhøj
    Sted: På pladsen ved Blåhøj El og Häbels Catering, Buelundvej i Blåhøj

    Online Avisarkiv

    Læs alle udgaverne af vores trykte avis

    Avisarkiv

    Tilmeld nyhedsbrev

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.