Bosætning i Ikast Brande Kommune

Palle Høj

Af Palle Høj, Ikast, byrådskandidat for Venstre i Ikast-Brande Kommune

Et af de emner der optager mig op til kommunalvalget den 21. november er bosætningen i vores kommune, da den har stor betydning for byudviklingen. Det kræver et tæt samspil mellem kommune og virksomheder for at sikre den vækst, vi alle gerne vil have. Vi skal sikre den rigtige arbejdskraft til virksomhederne, men vi vil også gerne have at den arbejdskraft, der kommer til Ikast-Brande Kommune, også bosætter sig i kommunen.

Jeg læste den 6. april i år en kronik af Jesper Bo Jensen, Direktør for center for fremtidsforskning. Han skriver i sin kronik blandt andet:

”Vi søger det gode liv i hverdagen. Naturligvis vil vi gerne på ferie, til fester og kulturelle begivenheder, men det er hverdagen, der spiller den største rolle i livet. Som Dan Turèll udtrykte det: »Jeg holder af hverdagen, allermest holder jeg af hverdagen. Hverdagen er arbejdet og kollegaerne, naboerne, det lokale supermarked, børnenes skole og daginstitution, hvor forældre møder hinanden morgen og eftermiddag. Hverdagen er børnene til sport, spejder, fritid i naturen for voksne, fitness eller løbetur. Hverdagen er aftenen i hjemmet, middag med vennerne, legeaftaler om eftermiddagen, vasketøj og rengøring. Hverdagen er forældrene til kaffe, frokost i haven eller et visit i barndomshjemmet.”

Som politiker er det således vigtig at være opmærksom på, at det gode liv er, når hverdagen fungerer. God skolegang, pædagoger der tager sig af børnene. Det er trafiksikkerhed i lokalområderne, trafiksikre veje til skole og forudsigelighed, der betyder meget for forældrene i hverdagen.

Det er vi helt sikkert opmærksomme på i Ikast-Brande. Jeg hørte også selv ved et besøg på vores nye udflyttede arbejdsplads Patent- og varemærkestyrelsen her i foråret, at man havde meget stor ros for den måde, de var blevet modtaget i Ikast. De blev kørt rundt i Ikast, Brande og omegn i bus. Medarbejderne fra kontoret i Taastrup var meget imponeret over, at der var så meget liv, meget natur og kultur i Midtjylland. Så der bliver allerede gjort meget, men vi skal fortsætte med at gøre meget og efter min mening gøre endnu mere.

Hvorfor det?

Fordi bosætning giver flere mennesker i kommunen. Flere mennesker i kommunen giver flere mennesker til at handle i vore butikker. Jeg tror, det bliver meget vigtigt, at være opmærksom på vore bymidter og liv i vore byer. Jeg er meget opmærksom på, hvordan vore butikker kan klare sig i fremtiden.

Vi skal fortsat have fokus på at få flere til at bosætte sig i kommunen. Det er med til at skabe et godt forretningsliv i kommunen

Hvad skal vi gøre?

Vi skal gøre det rigtige, og det er at styrke hverdagen for de grupper, vi ønsker at tiltrække. Det betyder, at tilflyttere med børn tiltrækkes ved at vi husker at fortælle, at vi har gode daginstitutioner og rigtig gode skoler, samt at vi har et godt tilbud i fx Den Internationale Skole. Sikring af gode trafikforhold i form af veje, cykelstier, skal vi også fortælle. Gode indkøbsforhold til dagligvarer tiltrækker også. En styrkelse af fritidslivet, sportsklubber er også vigtigt. Det nævner Jesper Bo Jensen også som helt centralt, og det har vi allerede gjort rigtig meget for i Ikast-Brande Kommune, så vi står stærkt på disse områder allerede i dag, men det skal fortælles igen og igen, da der hele tiden er nye, der overvejer at flytte hertil. Jeg tror ikke, det er nye monumenter i Ikast-Brande i form af ”fyrtårne”, stadioner, museer eller multimediehuse, der skaffer tilflyttere. Det er det gode liv i hverdagen, og en styrkelse af hverdagen, der tiltrækker flere tilflyttere.

Jeg holder som Dan Turell af hverdagen, og der har vi meget at tilbyde, og det skal vi blive endnu bedre til at fortælle, det vil kunne hjælpe til flere bosættere, og det kan være med til at holde liv i vore bymidter og vore landsbyer.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul