I politik hører man ofte udsagnet: “Jeg er borgernes talerør.” Det lyder både flatterende og besnærende – for hvem vil ikke gerne på dydig vis løfte en sådan opgave? Og for vælgerne lyder det jo endnu bedre: Tænk sig en politiker, der alene er dedikeret til at tale min sag.

Men lad os trykprøve udsagnet. Jeg møder mange borgere i mit virke, og jeg har endnu til gode at møde to, der mente præcis det samme om alt. Vi er forskellige. Vi prioriterer forskelligt. Og det er netop en af styrkerne ved vores demokrati: at vi deler os efter politisk overbevisning og giver vælgerne mulighed for at sætte krydset dér, hvor de føler sig bedst repræsenteret.

Jeg vil ikke skyde nogen blår i øjnene. Hvis du mener, at verden er klimahysterisk, at velfærdsstaten bør afskaffes, og at drænet landbrugsjord og velfriserede kornmarker altid er bedre end vild natur – så er jeg ikke din stemme i byrådet.

Men hvis du ønsker en politiker, der arbejder målrettet og pragmatisk for at løse vores klimaudfordringer, styrke vores fælles velfærd og skabe mere vild natur, så kan du regne med, at jeg vil repræsentere de værdier og kæmpe for dem.

I mit arbejde lægger jeg vægt på faglige argumenter. På velfærdsområdet betyder pædagogens, lærerens, socialrådgiverens og SOSU’ens stemmer meget for mig. Når det handler om naturen, lytter jeg til vores dygtige biologer og eksperter. Det betyder også, at jeg nogle gange må vælge det fagligt rigtige – selv når det ikke er det letteste eller mest populære valg.

Jeg skriver dette, fordi vi i en valgkamp igen vil høre mange sige, at de er “borgernes talerør.” Det er en flot fortælling, men virkeligheden er mere nuanceret. Borgerne er forskellige. Demokratiet styrkes, når politikere tør stå ved, hvad de vil, og tager ansvar – også når det kræver svære beslutninger og kompromiser.

Kasper Pauli Pedersen, gruppeformand Socialdemokratiet Ikast-Brande kommune