Af Bruno Ostenfeldt Jensen

LÆSERBREV: Bo Jensen kalder sin kronik "Vi vil fred her til bys". Men man skaber ikke fred ved at mistænkeliggøre andre politikere, viderebringe rygter om en personlig vendetta og dele byrådet op i de "begavede" og dem, der angiveligt mangler sund fornuft.

Man skaber heller ikke tillid ved at gøre en sag om lovgivning og beskyttet natur til en hyldest af en nær ven.

Bo Jensen er ikke en tilfældig golfspiller. Han er konservativt medlem af Regionsrådet og dermed en erfaren folkevalgt politiker. Derfor er jeg oprigtigt bekymret over den metode, han anvender i sin kronik.

Bo fortæller selv, at han har kendt Jens Poulsen i snart 40 år, at familierne omgås, og at han kender både hans gavmildhed, utålmodighed og store visioner. Det er helt legitimt at forsvare en nær ven. Men så skal man også være ærlig om, at man skriver som ven og støtte – ikke som en uvildig betragter af sagen.

Næsten hele kronikken handler om Jens Poulsens formue, arbejdsindsats, familiehistorie, gavmildhed, skattebetaling og betydning for Ikast. Bo fremhæver endda, hvor mange penge der investeres, og hvor mange lokale håndværkere der får arbejde.

Men loven har ingen særregel for mennesker, der investerer mange penge, skaber arbejdspladser eller har gjort meget godt for deres by.

Enten gælder reglerne for alle – eller også gør de ikke.

Sagen handler om 15 konkrete forhold. Tolv af dem er allerede udført, flere berører § 3-beskyttet natur, og administrationen har anbefalet afslag på en række af forholdene. Det er ikke små detaljer, der er opfundet af medierne eller embedsværket. Det er den konkrete sag, politikerne er forpligtet til at behandle.

Alligevel skriver Bo, at de forhold, som "måske viser sig" at stride mod paragrafferne, skal rettes.

Måske?

Sagen ligger netop politisk, fordi en lang række allerede udførte forhold kræver lovliggørelse, dispensation eller retablering. Ordet "måske" er en bekvem måde at gøre dokumenterede problemer til uklare fortolkninger.

Endnu værre bliver det, da Bo retter skytset mod Simon Vanggaard og Kasper Pauli Pedersen. Han skriver, at der i byrådet heldigvis findes "begavede parlamentarikere", som besidder sund fornuft og ikke vil "sætte en kniv i" vækstprojektet.

Budskabet er ikke til at misforstå: De politikere, som tager administrationens faglige vurdering alvorligt, bliver fremstillet som mindre begavede, uden sund fornuft og som modstandere af udvikling.

Det er en usædvanlig grov fremstilling fra et medlem af Regionsrådet.

Simon og Kasper har ikke sat en kniv i projektet. De har taget deres politiske ansvar alvorligt. De har forholdt sig til reglerne, administrationens vurdering og princippet om lighed for loven. Det burde en erfaren regionspolitiker respektere – også når han er uenig.

Men Bo stopper ikke dér.

Han viderebringer også rygter om en mulig personlig "vendetta" og kæder Simon Vanggaard og direktør Kenneth Jensen sammen med en tidligere sag. Han fremlægger ingen dokumentation. Han har blot "hørt rygter".

Siden hvornår er rygter fra frisørsaloner, fortove og beværtninger blevet et sagligt politisk argument?

Når en folkevalgt politiker bruger sin position og en hel avisside til at viderebringe udokumenterede rygter om andre menneskers motiver, bør alarmklokkerne ringe. Hvis Bo har dokumentation for en vendetta, må han fremlægge den. Hvis ikke, burde han have ladet rygtet ligge.

Det er ikke Simon Vanggaard, der har gjort sagen personlig. Det gør Bo Jensen, når han angriber mandens motiver i stedet for at forholde sig til sagens dokumenter.

Bo mener samtidig, at sagen skulle have været "ordnet i mindelighed". Den formulering bekymrer mig næsten lige så meget.

Hvad betyder det konkret? At kommunen, bygherren og golfklubben skulle have sat sig sammen bag lukkede døre og fundet en løsning, inden udvalg, byråd, medier, offentlighed og naturforeninger fik indblik i sagen?

Skulle Danmarks Naturfredningsforening og andre naturforeninger også være holdt udenfor, selv om sagen berører beskyttet natur?

Naturbeskyttelsesloven er ikke et privat forhandlingsoplæg. § 3-beskyttet natur kan ikke ordnes "i mindelighed" mellem mennesker, der kender hinanden og ønsker projektet gennemført. Kommunen er en myndighed og har pligt til at behandle sagen sagligt, dokumentere sine afgørelser og sikre, at borgerne behandles ens.

Bos ønskede "system", der særligt kan håndtere "enere", som vil noget godt for deres egn, lyder måske sympatisk. Men vi har allerede et system. Det hedder lovgivningen, forvaltningen, politisk behandling, offentlighed og klageadgang.

Det system skal ikke bøjes efter, hvor stor formue ansøgeren har, hvor visionært projektet er, eller hvor mange indflydelsesrige venner der står bag.

Jeg oplever Simon som en politiker, der arbejder grundigt og samvittighedsfuldt. Vi kan være politisk uenige, men jeg har aldrig været i tvivl om, at han træffer sine beslutninger ud fra det, han mener er rigtigt – ikke på grund af en personlig vendetta.

Derfor vil jeg også sige klart fra, når et regionsrådsmedlem forsøger at hænge sådan en mistanke på ham uden dokumentation.

Bo Jensen efterlyser fred i Ikast. Men fred og tillid kommer ikke af, at kritikerne tier, naturforeningerne holdes udenfor, og reglerne ordnes bag lukkede døre.

Fred og tillid kommer af åbenhed, saglighed og lighed for loven.

Også når sagen handler om en nær ven, en velhavende erhvervsmand og et projekt, mange gerne vil se gennemført.