Af Arne Mariager.

Der er meget at lære af historien om mur-malerierne i brande. I 50 år har farverne og motiverne præget bybilledet. Der er blevet talt og skrevet en masse om malerierne over hele landet. Og i årevis har de store billeder givet stof til megen snak over kaffekopperne, når midt- og vestjyder mødtes. Det er jo noget af det vigtige for kunsten – at den kan engagere mennesker.

På den måde har mur-malerierne i Brande i praksis vist både betydningen af – og behovet for – kunst i hverdagen. Der hvor mennesker møder kunsten på den daglige vej. Og det er langt vigtigere, end at mennesker kan besøge flotte museer og se en masse kunst. Ikke et ondt ord om museer. De er spændende og vigtige i kultur-sammenhænge. Men hvis en travl mand standser op midt i hverdagen, hvis en ung mor stopper med barnevognen, for lige at kigge en ekstra gang på en husgavl for at se og nyde et maleri, så når kunsten sit mål: At være en del af livet, at være med til at gøre mennesker rigere, om end kun i det små.

I dag er det nemt at se, at ideen om gavlmalerierne i Brande var genial. Ud fra såvel et kunstnerisk som et mere jordnært, markedsføringsmæssigt synspunkt. Men jeg kan huske diskussionerne, da gavlmalerierne skulle males i Brande. Branditterne var rasende uenige. Og diskussionen, for nu ikke at skrive ”skænderierne”, var ikke forbeholdt de lokale. Den skvulpede over, så vi også i Herning gik ind i slagsmålet med krop og sjæl. Jeg var 17 år i 1968. Mine forældre skændtes om gavlmalerierne i Brande. Min far var for – min mor var imod. På Nørregades skole diskuterede vi også  projektet, og vi blev i ungdommelig begejstring hurtigt enige om, at malerierne var en spændende ide – og at det var heldigt, at vi i Herning havde en erhvervsmand som Aage Damgaard – for ellers ville der aldrig ske noget som helst i Herning.

I Bagklogskabens lys – hvor alting ses meget tydeligt – er det helt indlysende. at det var en forrygende ide, lægen Ole Bendix og advokaten Jørgen Manfeld-Giese fik med udsmykningen i Brande. På sigt måtte malerierne blive en succes. Og sidenhen er flere kommet til. Eksempelvis Finn Birkelunds skønne ”Røde Anna i Birkelunden” ved Strømmen. Det er da en større oplevelse end en mur bagved en bank! Så i jubilæumsåret for gavlmalerierne skal vi lige huske, at når vi støder på kunstneriske tanker, der går nye veje, så er det måske ikke så tosset, som vi umiddelbart synes. De rystede også på hovedet af van Gogh og Picasso. Det gør man ikke længere. Kunsten er en stifinder i et samfund – på vej. Kunsten giver udfordringer. Kunsten peger fremad. Kunsten giver bevægelse. Der er ikke mange oplevelser i gentagelser.