Arne Jensen fejrer 40 år som selvstændig glarmester
Af Villy Guldbrand Jensen
Det hele startede som fejedreng hos CL Ruden i Ejstrupholm. Den gang vidste 13-årige Arne ikke at glarmesterfaget skulle blive hans levevej, men som så mange andre drenge var det med skolen ikke lige hans livret og det havde hans mester også observeret.
Til alt held spillede mester håndbold med skoleinspektøren, så på et tidspunkt sagde han til Arne:
- Kunne du ikke tænke dig at komme i lære som glarmester?
Så vil jeg ringe til din skole og høre om ikke du kan få lov til at stoppe på skolen!
Og sådan gik det til at Arne startede i lære som 14-årig og kun nåede tre måneders undervisning i 8. klasse.
- Jeg var træt af skolen, så det passede mig fint, men min unge alder betød så også at da jeg i 1981 stod med mit svendebrev, var jeg ikke gammel nok til at få kørekort, fortæller Arne Jensen, der dog hurtigt fik klaret det lille problem, så han kunne køre ud til kunderne.
Dårlige tider
Samtidig med at jeg fik mit svendebrev løb Danmark også ind i dårlige tider med arbejdsløshed og dårlige betalere, men det lykkedes mig dog at finde forskellige jobs rundt omkring bl.a. på møbel- og vinduesfabrikker.
I mellemtiden var min læreplads lukket og lokalerne stod tomme. På et tidspunkt ringede min bankmand og spurgte om ikke det var nu jeg skulle i gang som glarmester i Ejstrupholm?
Lokalerne stod der og han lovede at han ville bakke mig op, hvis jeg gik i gang.
Jeg havde altid haft en drøm om at blive selvstændig men glarmesterbutikken i Ejstrupholm havde stået tom i 5 år og alle kunderne var væk, så jeg havde mine betænkeligheder, men det endte alligevel med at jeg tog springet, fortæller Arne Jensen, der startede mutters alene i det der nu kom til at hedde AJ Ruden.
- Med en kæmpe hjælp fra min far, Anker, der lagde et stort arbejde i at få mig godt i gang!
Flere havde sagt at de ville bruge mig hvis jeg startede op, og de holdt alle ord.
Og så var vi heldige at få en stor ordre fra Midtjysk Boligselskab, så det lykkedes at få fodfæste.
Vi startede også op med at producere termoruder og det fortsatte vi med i 27 år, fortæller Arne Jensen, der i 90`erne lejede glarmester Øvigs lokaler i Brande – det satte yderligere skub i forretningen, der fik flere og flere opgaver i Brande.
Grindsted kom til
I 2013 åbnede Arne Jensen en afdeling i Grindsted, og det satte yderligere skub i AJ Ruden, der nu var til stede på tre adresser i Ejstrupholm, Brande og Grindsted.
Og nu med ansatte – både faste og indlejede folk!
- Vi har løst mange spændende opgaver, og fordi vi har mange års erfaring og læring får vi ind imellem opgaver der er både spændende og udfordrende.
Som f.eks. Vejlsøhus ved Silkeborg der havde 500 ruder de gerne ville have kittet.
Og kirken i Billund der skulle have alt glas skiftet til jernfattigt glas, så man bedre kunne se de kunstværker der befinder sig indenfor ruderne i kirken.
Det var en stor opgave, hvor jeg fik hjælp fra vognmand Michael Andersen fra Brande der løftede ruderne op til mig med sin store kran.
- Jeg kan huske han sagde til mig at jeg skulle bestille ekstra ruder, da ruderne var monteret direkte ind i betonsøjler.
Men ingen blev knust (stor ros til Michael).
Vestre skole i Grindsted var en anden opgave jeg stadig husker tilbage på.
Det er den største energi renovering som vi har haft. Der blev skiftet i alt 1561 ruder.
Her skulle alle ruder skiftes, men vi fandt ud af at der var PCB i fugemassen, så der måtte rejses en 850 meter støvvæg og vi skulle arbejde i heldragter og have masker på.
Her fik jeg brug for hjælp fra kollegaer.
Ikke kun arbejde
Der bliver dog også tid til fritidsinteresser for Arne Jensen, der sammen med sin Hanne ofte tager turen til Sverige hvor en ødegård venter. Gården blev købt i 2019 og er omgivet af skov.
Her holdes ferien.
Og så har gamle køretøjer altid haft Arnes interesse.
I den gamle Cadillac køres der ofte ture om sommeren, og mange gange går turene forbi nogle af de opgaver AJ Ruden har løst i tidens løb.
I øjeblikket er det en Volvo 123 GT, fundet i Hadsten, der arbejdes på sammen med gode venner.
En gang om ugen mødes de og hygger sig med at reparere og vedligeholde de gamle køretøjer.
Men fredag den 28. august inviteres venner, familie, kunder og forretningsforbindelser til reception på Hotel Dalgas i Brande.
Her vil Arne Jensen gerne sige tak for opbakningen gennem 40 år som glarmester.
At det er Hotel Dalgas der lægger lokaler til, er ikke tilfældigt.
- Vi har lavet meget for hotellet, for både de tidligere og de nuværende ejere, så det var et nemt valg, slutter Arne Jensen.
