Antallet af hjortepåkørsler sætter rekord for fjerde år i træk
Med 8.739 registrerede hjortepåkørsler i de første ni måneder, tegner 2026 til at sætte endnu en kedelig rekord på vejene. I forsøget på at bringe antallet af påkørsler ned har Dyrenes Beskyttelse leveret data til en ny trafikalarm, der nu advarer bilister på udsatte strækninger.
Antallet af registrerede hjortepåkørsler fortsætter med at stige. I Dyrenes Beskyttelses nye opgørelse for de første ni måneder af 2026 er der registreret 8.739 påkørsler mod 7.994 året før. Dermed sætter antallet af hjortepåkørsler på danske veje rekord for fjerde år i træk.
- 8.739 er et meget højt tal, og bag hver registrering er et dyr, som er blevet ramt i trafikken. For dyret kan konsekvenserne være alvorlige, og for bilisten kan det være både voldsomt og farligt at ramme en hjort, siger Peter Gravlund, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Efteråret øger risikoen
I efterårsmånederne stiger risikoen for at møde hjorte på vejene. Hjortevildt er især aktivt i timerne omkring solopgang og solnedgang, hvor dyrene bevæger sig mellem deres opholdssteder og områder, hvor de søger føde. Når dagene bliver kortere, falder disse tidspunkter i stigende grad sammen med morgen- og eftermiddagstrafikken.
- Om efteråret får vi et uheldigt sammenfald mellem hjortenes naturlige aktivitet og de tidspunkter, hvor mange mennesker er på vejene. Når det samtidig er mørkere, har bilisten dårligere sigtbarhed og dermed kortere tid til at opdage og reagere på et dyr. Derfor er det ekstra vigtigt at sænke farten og holde godt øje med vejsiderne – især når man kører på veje langs skov, marker og levende hegn, siger Peter Gravlund.
