Af Dina Myrup Raabjerg, konservativ kandidat til EU, Ikast-Brande.

Er der noget, der kan få os til at gå i selvsving, så er det, når talen falder på flygtninge og migranter. Om det så er i Danmark eller i EU, så er det ved at splitte os ad, fordi vi graver os ned i hver sin grøft.

Det er også derfor, at vi efter 3 års forhandlinger endnu ikke har fået en ny asylpolitik i EU. Også selvom de regler, vi har, ikke duer. Det duer ikke, at alle har automatisk ret til at søge asyl, så snart foden er sat på europæisk jord; det får flygtninge ud på dødsruter, og hver eneste dag dør et barn på turen mod Europa. Det duer heller ikke, at det er ankomst-landet, der står med hele problemet. Det lægger et land som Grækenland ned.

Halvdelen af landene i EU med Tyskland og Frankrig i spidsen vil have en automatisk fordeling af asylsøgere i Europæiske lejre. Og den anden halvdel med Ungarn og Polen i spidsen siger bestemt nej. Herunder hører Danmark, også selvom vi ikke forventer at få flere asylsøgere med en tvungen fordeling men af principielle årsager.

Jeg er alvorligt bange for, at opbakningen til unionen går fløjten og flere nye EXIT følger, hvis et flertal af EU lande vil tvinge en fordeling af flygtninge igennem. ”En for alle og alle for en” fungerer kun, så længe vi er enige om, at der samlet set er gevinster ved noget. Og det kan vi ikke finde en enighed om her.

Vi må derfor finde en anden vej. Og det nye parlament og kommission må sætte alt ind på at det lykkes.

Et bud på en løsning kunne være, at al asylsøgning kan og skal ske fra EU modtagecentre i nærområder; flygtningelejre under EU’s kontrol. Og at modtagelsen af asylansøgere i højere grad baserer sig på frivillighed og medfinansiering. Mit bud er, at man også må ”æde nogle hellige kameler” og tillade, at landene selv bestemme hvilke asylsøgerne, de vil lukke ind, og hvor mange.

Det er ikke nødvendigvis en optimal løsning. Men hvis det er en løsning, man kan blive enige om, så er meget vundet.