Det tør da siges, at fronterne trækkes op i læserbrevs-duellen mellem Henrik Kraglund, Fælleslisten, og Anders Udengaard, SF. Og det er jo egentligt befriende med så kontante meningsforskelle og med så karsk en tone i en tid, hvor debat ellers har det med at være en trampen rundt i den samme grød. Sådan er det ikke her. Forskellene i opfattelser er til at få øje på.

Og så er det alligevel interessant at se, hvordan kamphanerne på en eller anden måde har det samme mål: En positiv udvikling for Brande og byens borgere.

Til gengæld er Udengaard og Kraglund rasende uenige om, hvordan man kommer derhen. Kraglund vil slås med arme og ben mod magtbrynde hos politikere i Ikast, Bording, Engesvang, Isenvad og andre steder - uden for Brande. Og Udengaard tror på det gode i mennesket, på at ingen vil nogen noget ondt og på, at folk i Brande bør være mere åbne og imødekommende i forhold til omgivelserne.

Ja, men hvor er det dejligt at kunne blande sig i sådan et slagsmål og sige: I har jo ret, begge to!  Selvfølgelig er det rigtigt, når Udengaard skriver, at folk rundt omkring - i Ikast og resten af verden - ikke ser det som en daglig opgave at genere folk i Brande. Selvfølgelig har han ret, når han uden at skrive det direkte, alligevel fortæller branditterne, at der står 2019 på kalenderen, og at der skal vendes nogle blade, så man kommer på omgangshøjde. Den lille, lokale kommune med den sympatiske borgmester er fortid. Nu er borgmesteren ikke ”Preben”, som det var. Men en mand i Ikast. (Som i øvrigt nyder almen respekt i lokalpolitiske kredse). Det er en anden tid, og man skal gå ind i samfundsdebatten på nutidens præmisser. Så langt så godt.

Men Henrik Kraglund har også ret, når han raser over, at Brande kun får en miniature-indflydelse på byens nye skole. Og han har ret i, at det er tåbeligt og udemokratisk.  Og han har ret i, at det er et udslag af politisk magtmisbrug. For et flertal bør altid vurderes på, hvordan det behandler mindretallet. Og ét er de demokratiske principper. Noget andet er den sunde fornuft. Det er jo tåbeligt ikke at give Brande rigelig indflydelse på den nye skole. Hvor var det en let måde at vise den gode vilje på - at vise man har respekt og forståelse for hinanden.

Så altså: Krigeren Kraglund har ret. Og diplomaten Udengaard har ret. En sag er sjældent kun sort eller hvid. Virkeligheden benytter sig af gråskalaen. Udengaard og Kraglund har begge - selv om de er rasende uenige - gode argumenter. Hvad nu hvis de i stedet for at skændes i avisen satte sig med kop kaffe og snakkede? Kunne de så finde løsningsforslag, andre branditter ville nikke til? Og ville det ikke gøre muligheden for at gennemslagskraft større? Det er jo ikke i den almindelige enighed, svarene findes. De gode løsninger opstår i diskussioner.