Debatten om de høje brændstofpriser rammer sjældent plet, når den føres på Christiansborg. Mens landspolitikerne skruer på befordringsfradraget for at give pendlere en tiltrængt håndsrækning, står mange midtjyske 

borgere og virksomheder tilbage med en regning, der fortsat løber løbsk.

I en kommune som Ikast-Brande – hvor bilen ikke er et valgfrit luksusgode, men selve forudsætningen for at få hverdag og erhvervsliv til at køre – udstiller prisstigningerne en grundlæggende skævhed i de 

politiske værktøjer.

Fradrag kontra afgift: Hvad er forskellen?

For at forstå, hvorfor den nuværende model halter, skal man se på mekanikken bag de to skruer, staten kan dreje på:

Kørselsfradraget (Befordringsfradrag): Dette er et skattefradrag, du kun får, hvis du har mere end 24 kilometer frem og tilbage til din arbejdsplads om dagen. Fradragets skatteværdi ligger på ca. 26 procent.

Det betyder i praksis, at hvis dit fradrag stiger med 100 kroner, får du kun godt 26 kroner ekstra udbetalt i hånden. Det hjælper udelukkende dem, der pendler langt til og fra et lønnet job.

Brændstofafgiften: Dette er en direkte afgift på hver eneste liter benzin eller diesel, der pumpes op af standeren. Sænkes afgiften, falder skiltets literpris øjeblikkeligt ved benzintanken. Det gavner alle – 

uanset om turen går 8 kilometer til den lokale fabrik i Ikast, 45 kilometer til et job i Aarhus, eller om det er den lokale håndværker,

der kører ud til sine kunder.

Det lokale perspektiv: Hvorfor rammer regnemodellen skævt her?

Ikast-Brande er bygget op omkring stærke produktions- og logistikvirksomheder samt et forgrenet net af mindre centerbyer som Bording, Engesvang, Nørre Snede og Ejstrupholm.

Når staten vælger at skrue på kørselsfradraget frem for afgifterne, opstår der tre klare problemer for vores område:

Den korte pendlerafstand lades i stikken: En medarbejder, der pendler 18 kilometer fra Ejstrupholm til Brande for at passe sit arbejde, får nul kroner ud af et forhøjet befordringsfradrag, men betaler stadig fuld pris ved standeren.

Erhvervslivets omkostninger stiger: Vores lokale transport- og håndværksvirksomheder kan ikke bruge et personligt kørselsfradrag til noget. Høje afgifter direkte på brændstoffet gør det dyrere at drive virksomhed i Midtjylland og presser konkurrenceevnen.

Rekrutteringen svækkes: Hvis det bliver for dyrt at køre til og fra arbejde, mister lokale virksomheder evnen til at tiltrække den 

nødvendige arbejdskraft fra nabokommunerne.

Dommen: Hvad virker bedst i sidste ende?

Skal man skære helt ind til benet, er et forhøjet kørselsfradrag i en tid med eksploderende brændstofpriser en rent kosmetisk manøvre. Det er en bureaukratisk omvej, der kun kompenserer for en lille brøkdel af den faktiske merudgift – og kun for en afgrænset gruppe.

Den mest effektive løsning for en pendlerafhængig kommune som Ikast-Brande er en direkte nedsættelse af brændstofafgiften.

Det sænker omkostningerne øjeblikkeligt ved standeren for hele lokalsamfundet, dæmper erhvervslivets transportudgifter og sikrer, at det fortsat kan betale sig at tage bussen eller bilen på arbejde – uanset om man har 10 eller 50 kilometer til sit job.