Indlæg fra Bruno Ostenfeldt – tidligere byrådsmedlem

Når jeg læser, hvad politikere siger om samarbejdet i det nye Ikast-Brande Byråd, får det mig til at tænke tilbage på mine egne fire år i kommunalpolitik.

Henrik Overgaard fra Konservative beskriver det nye byråd som mere konstruktivt og mindre konfliktfyldt end tidligere. Fælleslisten med blandt andre Rune Lyager beskriver ligeledes samarbejdet som markant bedre end før – med en bedre tone, mindre konflikt og et langt mere konstruktivt samarbejde.

Det glæder mig oprigtigt.

Men det får mig også til at stille et kritisk spørgsmål til mig selv:

Var jeg – Bruno Ostenfeldt Jensen – en del af problemet i det gamle byråd?

Det spørgsmål er jeg ikke bange for at stille.

For ja, der var konflikter. Jeg stillede mange spørgsmål, brugte initiativretten, efterspurgte dokumentation og gik offentligt ud, når jeg mente, noget var forkert. Jeg accepterede heller ikke nødvendigvis et svar, bare fordi det kom fra administrationen eller et politisk flertal.

Jeg kunne sikkert have været mere diplomatisk nogle gange.

Men hvis man vil bedømme mig på konflikterne, synes jeg også, man skal se på, hvad konflikterne faktisk handlede om.

Ulkær er nok det tydeligste eksempel.

Jeg blev ved med at stille spørgsmål til grundvandssænkningen ved vindmølleprojektet. Hvor meget vand blev pumpet op? Hvad indeholdt vandet? Hvad med okker, pyrit, grundvandet, vandløbene og naturen?

Jeg efterspurgte dokumentation og vandprøver og brugte min initiativret.

Det skabte bestemt ikke altid god stemning.

Men i juni 2026 hjemviste Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afgørelse om grundvandssænkningen til fornyet behandling.

Så spørgsmålet står tilbage:

Var problemet, at jeg blev ved med at spørge – eller var problemet, at der faktisk var noget, som burde have været undersøgt bedre?

Kratlund blev en anden stor politisk diskussion.

Da VE-projekterne blev sat på pause, forsøgte jeg at få blandt andet Kratlund og Blåhøj undtaget. Jeg tabte afstemningen. Det er demokrati.

Men da andre partier kort efter ønskede bestemte projekter taget ud af pausen, stillede jeg selvfølgelig spørgsmålet: Hvorfor skal reglerne ikke være ens?

Hundredvis af borgere engagerede sig samtidig i Kratlund. At stille deres spørgsmål i byrådssalen er efter min opfattelse ikke manglende samarbejdsvilje.

Det er vores arbejde som politikere.

Brande Metal var endnu en sag, hvor jeg gik imod strømmen. Ikke fordi jeg var imod virksomheden, arbejdspladser eller udvikling. Tværtimod.

Men jeg ønskede en løsning, hvor erhvervsudvikling, grundvand, miljø og hensynet til naboerne kunne eksistere sammen. Jeg ønskede alternative placeringer undersøgt.

For politikernes opgave er ikke bare at spørge: Kan vi gøre det?

Vi skal også spørge:  

Er det den rigtige løsning på det rigtige sted?

MES-søen i Brande blev samtidig et af mine helt store politiske hjertebørn.

Jeg ville bevare søen, men samtidig sikre en ordentlig faunapassage. For mig var løsningen aldrig enten søen eller naturen.

Jeg kæmpede for en løsning, hvor begge dele kunne eksistere.

Det kræver nogle gange, at politikere ikke bare accepterer de muligheder, der ligger på bordet, men bliver ved med at lede efter den tredje løsning.

Det er efter min mening præcis dét, politik burde handle om.

Men nogle af de vigtigste sager i mine fire år fik langt færre avisoverskrifter.

Handicapområdet var et af dem.

Her møder kommunen mennesker og familier, som ofte allerede bruger enorme kræfter på at få hverdagen til at fungere.

Jeg arbejdede med spørgsmål om hjælp, transport, støtte og værdighed. Jeg kunne aldrig acceptere, at systemets regler blev vigtigere end mennesket.

Et menneske med et alvorligt handicap skal ikke samtidig kæmpe mod kommunen for at få sin hverdag til at fungere.

Det samme gjaldt psykiatrien.

Ventetider. Akut hjælp. Efterværn. Overgangen fra barn til voksen. Mennesker og familier, der risikerer at blive sendt rundt mellem forskellige dele af systemet.

Når systemet siger: “Det ligger ikke hos os”, forsvinder borgerens problem ikke.

Derfor blev jeg også ved med at stille spørgsmål dér.

Jeg advarede også om udviklingen på skoleområdet. Jeg ønskede flere voksne omkring børnene, tolærerordninger og en stærkere AKT/PPR-indsats.

Hvis vi sparer hjælpen væk tidligt i et barns liv, risikerer både barnet og samfundet at betale en langt højere pris senere.

Derfor bemærker jeg også, at Henrik Overgaard nu peger på, at børne- og ungeområdet gennem en årrække ikke er blevet prioriteret højt nok, og at Konservative blandt andet ønsker tolærerordninger.

Det glæder mig.

For en god idé bliver ikke dårligere af, hvem der først foreslog den.

Jeg forsøgte gennem hele perioden også at holde fast i, at Ikast-Brande Kommune er meget mere end de største byer.

Nørre Snede, Ejstrupholm, Klovborg, Hampen, Gludsted og vores øvrige mindre lokalsamfund skal også kunne mærke, at de er en del af kommunen.

Når en skole, et dagcenter, en busforbindelse eller et andet lokalt tilbud forsvinder, kan kommunen måske skrive en besparelse ind i budgettet.

Men lokalsamfundet mister noget, som måske aldrig kommer igen.

Sagen om Brande Bladet blev endnu et eksempel på, at jeg sagde fra.

Jeg mente ikke, at kommunen gennem støtte og annoncering skulle være med til at skabe bedre økonomiske vilkår for ét lokalt medie på bekostning af et andet.

Lokale medier er en vigtig del af lokaldemokratiet.

De skal kunne stille kritiske spørgsmål til kommunen og politikerne.

Også til mig.

Og så er vi tilbage ved det nye byråd.

Henrik Overgaard beskriver samarbejdet som mere konstruktivt og mindre konfliktfyldt end tidligere. Fælleslisten med blandt andre Rune Lyager beskriver ligeledes en markant bedre tone og et langt mere konstruktivt samarbejde end før.

Det håber jeg virkelig fortsætter.

Men her er en interessant detalje:

Rune Lyager sad også i det gamle byråd.

Han har derfor oplevet begge perioder indefra.

Brande Bladet beskrev før valget både Rune Lyager og Lotte Stoltenborg som politikere, hvis mærkesager havde givet “gnister i byrådssalen”. Om mig skrev avisen, at jeg satte mig ind i sagerne og ikke var bange for at gå imod flertallets indstillinger.

Derfor bliver det for enkelt at forklare det tidligere byråds konflikter med enkelte personer.

Måske handlede noget af det også om den politiske kultur, måden uenighed blev håndteret på og hvor meget plads der var til politikere, som ikke bare rettede ind.

Så var jeg problemet?

Det må andre afgøre.

Jeg vil ikke påstå, at jeg altid havde ret. Jeg begik selvfølgelig også fejl. Jeg kunne være stædig, stille mange spørgsmål og have svært ved at slippe en sag, hvis jeg mente, noget ikke stemte.

Men se på, hvad jeg var stædig omkring:

Ulkær. Kratlund. Brande Metal. MES-søen. Grundvandet. Handicappede. Psykiatrien. Skolerne. Børnene. De mindre lokalsamfund. Og vores lokale medier.

Hvis jeg havde tiet noget mere, havde der måske været færre konflikter omkring byrådsbordet.

Men havde problemerne været mindre?

Det tror jeg ikke.

For der er en stor forskel på at skabe en konflikt og at gøre en eksisterende konflikt synlig.

Der er også forskel på ikke at kunne samarbejde og ikke altid at ville rette ind.

Hvis det nye byråd kan bevare den bedre tone og det konstruktive samarbejde og samtidig give plads til politikere, der stiller de vanskelige spørgsmål, så har Ikast-Brande fået noget værdifuldt.

For godt politisk samarbejde betyder ikke, at 23 mennesker skal være enige.

Demokrati kræver også nogen, der tør spørge:

“Vent lige – er vi sikre på, at det her er rigtigt?”

Det gjorde jeg mange gange.

Det gav måske uro.

Men jeg blev ikke valgt for at gøre livet nemmere for de andre politikere.

Jeg blev valgt for at repræsentere borgerne – også når det gav uro omkring byrådsbordet.

Bruno Ostenfeldt Jensen
Tidligere medlem af Ikast-Brande Byråd