Ung brandit kvalificeret med kortfilm til kroatisk filmfestival
Den danske kortfilm ”Alt i Intet” er udtaget til Four River Film Festival i Karlovac i Kroatien. Festivalen modtog i år 1.593 film fra 103 lande. Kun 33 internationale film blev udvalgt til festivalprogrammet, og én af dem er kortfilmen som den lokale brandit Gustav York Helms har været med at lave sammen med 2 andre unge mennesker.
Gustav har stået for alt musik og skrevet historien bag den 15 minutter lange kortfilm, og det uddyber han i interviewet herunder.
Hvad handler historien om, og hvad var det, du gerne ville fortælle med den?
”Historien handler om hovedpersonen Oliver, som har mistet sin kæreste Emma, og om hvordan han prøver at finde en vej videre med den sorg, han bærer rundt på. Man følger ham både gennem fragmenteret minder og nutiden, hvor det langsomt bliver tydeligt, hvordan fortiden stadig kan fylde meget, selv når livet på overfladen egentligt er gået videre.
Men jeg synes ikke, filmen kun handler om at miste en, man elsker. Vi oplever alle sammen ting i livet, som kan være svære at komme igennem, og som kan ændre den måde, vi ser verden på. Derfor synes jeg også, filmen kan ses som en refleksion over nogle af de udfordringer, vi alle møder i livet. Det der med at kunne sidde fast i noget, der er sket, og måske glemme at se på det, man stadig har omkring sig.
I slutningen af filmen, begynder Oliver langsomt at forstå, at selvom noget i hans liv har ændret sig, så er livet ikke gået helt i stå. Der er stadig mennesker, øjeblikke og små ting, der har værdi for ham. Det synes jeg er en ret universel tanke, fordi vi alle sammen på forskellige måder kommer til at opleve ting, der er svære at lægge fra sig, hvilket jo også gør, at mange måske kan spejle sig i filmen på den ene eller anden måde. Derfor handler filmen ikke udelukkende om at glemme det, man har været igennem, men om at finde ud af, hvordan man kan leve videre med det.”
Hvad ville du gerne have, at musikken fik publikum til at føle?
”Jeg forsøgte at skabe noget musik, som virkelig talte til publikums følelser. De skulle gerne kunne mærke hans sorg og kærlighed til hende gennem musikken. Samtidig skulle musikken heller ikke overtage det visuelle, så det handlede meget om at skabe noget følelsesmæssigt, der kunne understøtte handlingen uden at tage fokus fra den.
Da jeg altid har været meget musikinteresseret, ved jeg også, hvor stor en indflydelse musik kan have, selvom det ofte bliver overset eller undervurderet, hvor teknisk og musikalsk svært det faktisk er at skrive og komponere melodier, som folk bliver følelsesmæssigt påvirket af. Derfor var mit største ønske nok, at folk ville huske musikken som en central del af filmen og måske endda gå derfra og nynne på temamelodien.”
”Kortfilmen har kort fortalt et centralt budskab, der handler om at finde energien efter et tab” – det behøver ikke kun være tabet af en kæreste, men også andre tab i livet”
Premiere i lørdags
I lørdags havde filmen en privat premiere i Nicolai Biograf i Kolding, og den 15. til den 19. september skal Gustav med 3 andre fra filmholdet til Kroatien, hvor festivalen finder sted den 15. til 19. september.
