LÆSERBREV: Miljø- og Fødevareklagenævnet har nu underkendt Ikast-Brande Kommunes afgørelse i sagen om Ulkær Mose og sendt den tilbage til fornyet behandling.

Det er ikke blot endnu en afgørelse i en lang sag. Det er en alvorlig påmindelse om, at kritiske spørgsmål aldrig må afvises, blot fordi de er besværlige.

I flere år har tidligere byrådsmedlem Bruno Ostenfeldt Jensen igen og igen rejst spørgsmål om projektet ved Ulkær Mose. Han gennemgik dokumenter, stillede spørgsmål til administrationen, brugte sin initiativret og fremlagde omfattende dokumentation for forhold, han mente ikke var tilstrækkeligt belyst.

Mange husker sikkert, hvordan han ofte blev mødt. Ikke med nysgerrighed eller et ønske om at undersøge forholdene nærmere, men med irritation, latterliggørelse og afvisninger. Flere valgte tilsyneladende at diskutere budbringeren frem for budskabet.

Men fakta er, at klagemyndigheden nu har fundet så alvorlige mangler i kommunens afgørelse, at den ikke kunne opretholdes.

Det bør give anledning til selvransagelse.

For hvor mange af de spørgsmål, der blev affejet undervejs, viser sig nu at have været relevante? Hvorfor blev dokumentation og bekymringer ikke taget mere alvorligt? Og hvorfor skulle borgere og naboer kæmpe i årevis for at få prøvet sagen ved en uafhængig myndighed?

Demokratiet fungerer kun, når der er plads til kritik. Det fungerer kun, når folkevalgte tør stille de spørgsmål, som andre helst undgår. Og det fungerer kun, når argumenter vurderes på deres indhold og ikke på, hvem der fremsætter dem.

Derfor fortjener Bruno Ostenfeldt Jensen anerkendelse for sin vedholdenhed. Ikke fordi man nødvendigvis skal være enig med ham i alt, men fordi han gjorde det, vi burde forvente af enhver folkevalgt: Han stillede spørgsmål, når noget ikke stemte. Han bad om svar. Og han nægtede at lade sagen forsvinde i tavshed.

Nu står et nyt spørgsmål tilbage.

Vil sagen blive sendt tilbage til byrådet, så den kan få den politiske behandling og åbenhed, som dens omfang berettiger til? Eller vil den endnu en gang blive behandlet bag skrivebordene uden offentlig debat?

Borgerne fortjener svar.

Og hvis Ulkær Mose-sagen har lært os noget, så er det dette:

Når nogen råber vagt i gevær, bør vi lytte, før skaden sker – ikke bagefter.

Jette Harrild