Af Simon Vanggaard, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti

Dion Eriksen rejser i sit læserbrev en række spørgsmål om processen omkring sagen ved Ikast Golf Klub og spørger blandt andet, om udvalgsmedlemmerne og byrådet har været tilstrækkeligt informeret, og om vi som udvalgsformænd har varetaget vores ansvar.

Det fortjener et faktuelt svar.

Den 4. maj fik hele byrådet tilsendt notatet fra kommunens besigtigelse af området i april.

Den 28. maj var byrådet samlet til et indledende budgetmøde i Remisen i Brande. Her blev byrådet orienteret om både besigtigelsesnotatet og sagen.

Siden har både udvalgsformænd og en lang række byrådsmedlemmer været på besøg og besigtigelse hos ansøgeren og dermed haft mulighed for både at se forholdene på stedet og høre ansøgerens syn på sagen.

Da sagen kom til politisk behandling, modtog udvalgsmedlemmerne dagsordensmaterialet rettidigt og behandlede sagen på helt normal vis.

Endelig fik Jens Poulsen taletid på byrådsmødet og dermed mulighed for direkte over for det samlede byråd at fremlægge sin opfattelse af sagen.

Der er samtidig en vigtig præmis, som efter min opfattelse mangler i læserbrevet.

Kommunen har modtaget en ansøgning fra bygherre og bygherres rådgiver om retlig lovliggørelse af en række allerede etablerede forhold.

Det er naturligt den ansøgning, forvaltningens faglige behandling tager udgangspunkt i. Herefter er det forvaltningens opgave at belyse sagen fagligt og undersøge, hvilke muligheder der findes inden for den gældende lovgivning.

Det er ikke udvalgsformanden, der definerer ansøgningen eller bestemmer, hvilke faglige konklusioner forvaltningen skal nå frem til.

Hvis bygherre havde ønsket, at kommunen skulle tage stilling til noget andet, måtte det naturligvis fremgå af det materiale og den ansøgning, der blev indsendt. Når kommunen bliver bedt om at tage stilling til lovliggørelse af forhold, der allerede er etableret, må sagsbehandlingen nødvendigvis tage udgangspunkt i de faktiske forhold og den ansøgning, der ligger på bordet.

På den baggrund kan jeg ikke genkende billedet af en politisk proces, hvor oplysninger er blevet holdt tilbage, eller hvor medlemmerne ikke har haft mulighed for at sætte sig ind i sagen.

Tværtimod har sagen været kendt politisk i flere måneder inden den endelige behandling og har fået betydelig opmærksomhed både administrativt og politisk.

Dion Eriksen fremhæver også stemmetallene i de to udvalg og spørger, om Kasper Pauli Petersen og jeg dermed har ”gået enegang”.

Det mener jeg bygger på en forkert forståelse af rollen som udvalgsformand.

Et politisk udvalg består af selvstændigt valgte politikere. Min opgave som formand er ikke at sikre mig et flertal, inden en sag kommer på dagsordenen, eller at fortælle de øvrige medlemmer, hvad de skal mene.

Medlemmerne skal have mulighed for at sætte sig ind i sagen og derefter træffe deres egen beslutning.

Det gjorde de også her.

Jeg nåede frem til én vurdering. Et flertal i mit udvalg nåede frem til en anden. Senere traf et flertal i byrådet sin beslutning.

Det respekterer jeg fuldt ud.

At medlemmer af et politisk udvalg på et oplyst grundlag når frem til forskellige vurderinger, er ikke i sig selv udtryk for manglende information eller dårlig politisk ledelse.

Det er en helt almindelig del af demokratiet.

Vi var uenige om resultatet. Det må der være plads til.