Af Tina Ostersen, byrådskandidat for Dansk Folkeparti

Her er det ikke en specifik målgruppe, jeg tænker på. Det gælder alle områder, så det er både dig, der har ramt en alder, hvor du må indse, at du ikke kan klare det hele selv længere, men også dig, der har fået et barn med en kronisk sygdom eller en diagnose. Dig, der er pårørende til en borger med en eller anden funktionsnedsættelse, og som ikke selv har overskud eller ressourcer til at søge hjælp. Der er mange andre situationer, men dette bare for at nævne nogle.

Det er for de flestes vedkommende første gang, der stiftes bekendtskab med den kommunale forvaltning. Her taler de (forvaltningen) mange gange deres eget fagspecifikke sprog. Dette er ret landsdækkende. Det er ikke ret mange, der kender til det fagspecifikke sprog, og derfor kan der nemt opstå misforståelser.

For mig er det vigtigt, at mennesket bliver sat i centrum, ikke økonomi. Det skal være en faglig vurdering, og ikke en økonomisk vurdering af hvad der er råd til i den enkelte kommune, som ligger til grund for visitering af hjælpen eller et tilskud. Det kan ikke være rigtigt, at man som borger i en kommune ikke kan få et hjælpemiddel, og i en anden kommune kan man – hvis det ellers er sammenlignelige behov, og det er her, det bliver svært. 

Der er på flere områder tilskud, der skal søges hvert år, selvom der er tale om en kronisk sygdom, der ikke kan kureres, i hvert fald ikke lige nu. Det kunne måske ændres til, at tilskuddet bliver pristalsreguleret, og så bliver sagen taget op igen, hvis der findes en kur/sker en ændring i sygdommen. Det vil, fra min synsvinkel, frigive ressourcer til en mere dybdegående sagsbehandling på andre områder. 

For mig er det vigtigt at udfordre det, der ikke virker logisk. Det er, for mig, et oplagt område at søge om muligheden for at blive frikommune for at prøve regler og metoder af på.

Adskillelsen af økonomi og visitering taler, set fra mit synspunkt, for, at visiteringen bliver flyttet fra kommunen, men det er en beslutning for regeringen, og mens vi venter på den beslutning, mener jeg, at samspillet/inddragelse af borgeren selv og de pårørende, (eksperter deres eget liv) og fageksperterne på fagområdet skal højnes, for at finde de bedste løsninger, og ikke kun de billigste.

Den hedekraft, der er en vigtig del af vores DNA i kommunen. Den, der får ideer til at spire, løsninger til at gro og drømme til at blive til virkelighed, skal vi ikke brede den ud over hele forvaltningen, så alle mærker, at der bliver udøvet myndighed med et servicegen?