Af Kasper Pauli Pedersen, byrådsmedlem for Socialdemokratiet.

Diskussionen om den særlige danske helligdag, der blev lovfæstet i 1686, hvor et udvalg af tidligere helligdage blev samlet til en, raser i øjeblikket og slår splid i det samarbejdende folkestyre og befolkningen.

Jeg har fulgt diskussionen og må nok erkende, at jeg heller ikke er begejstret for udsigten til afskaffelsen af store bededag som en helligdag, selvom jeg deler intentionen bag, at styrke vores forsvar og leve op til forpligtelserne i NATO hurtigere.

Det er helt konkret en i min optik uskøn proces, der fører til polariseringen, den realitet, at man henover hovedet på kirken blander sig i hvilke helligdage vi har i Danmark bryder desværre med et fint dansk princip i mellem kirke og stat, hvor kirken ikke blander sig i politik og staten ikke blander sig i kirkens indre anliggender.

Det andet spor, der skaber konflikt, er selvfølgelig, at for en del arbejdstagere er deres rettigheder i forbindelse med helligdage aftalt i det overenskomstretlige system og her sidder man altså med en fornemmelse af, at der bliver tromlet henover en. 

Det undskylder dog i min optik ikke den kampagne, som fagbevægelsen har igangsat med underskriftindsamlinger for en folkeafstemning om spørgsmålet; vi har altså et repræsentativt demokrati og det er for mig at se udtryk for en populisme, jeg ikke ønsker mig.

Derfor har jeg heller ikke og kommer heller ikke til at deltage i nogle underskriftindsamlinger, men jeg har en holdning til spørgsmålet og bidrager derfor også til diskussionen med dette indlæg i debatten.

Jeg er ærgerlig over den tendens, afskaffelsen af store bededag taler ind i. Det udtrykker igen, at samfundet skal kører hurtigere. Aldrig må det stå stille, altid skal tempoet skrues op. Det er samme tendens der har fjernet lukkeloven, alting skal gå stærkere, det evigt åbne pulserende samfund, hvor vi alle skal stå til rådighed hele tiden og mere og mere.

Og det er i øvrigt ikke kun politikernes skyld - vi er også selv med til at trykke på speederen, vi tjekker arbejdsmails hele døgnet, vi er på de sociale medier. Vi er på, vi er i gang 24/7. Og imens vi presser hinanden og sammen trykker speederen i bund i vores samfund undre vi os over at flere unge mennesker mistrives, flere får stress og udgifterne i psykiatrien stiger og stiger.

Jeg vover en hypotese, det er ikke givet, at den er korrekt, men den maner forhåbentlig til lidt refleksion, unges mistrivsel løses ikke alene ved at sende flere penge til skolerne, udfordringerne med stress og presset psykiatri løses ikke alene med penge.

Det er bare symptombehandling og tegn på, at vi har indrettet os forkert, at vi har ladet tempoet løbe løbsk i vores samfund og for mange knækker nakken i det hamsterhjul.

Hvis vi vil løse nogle af de bagvedliggende årsager til mistrivsel, stress og psykisk sårbarhed er vi nødt til at slippe speederen sammen og muligvis endda trykke lidt på bremsen.

Her er helligdagen en gave, vi trækker stikket til det pulserende samfund, der bliver ro med de nærmeste og hinanden og ja, nogle bruger den måske endda efter intentionen med bøn. 

Det korte af det lange, jeg tror vi har brug for at trække tempo ud af vores samfund og hinandens liv. Jeg tror vi har brug for sammen at tage ansvar for, at vi bliver bedre til at skabe rammer for ro, fordybelse, tid til reflektion og mere nærvær med familie og dem vi holder af.

Selvfølgelig gør helligdagen det ikke alene, men at fjerne den er desværre endnu et lille skridt i den forkerte retning. Derfor håber jeg, beslutningen revurderes og giver anledning til en mere grundlæggende diskussion om, hvilket samfund vi ønsker os.