Stærekasser skal erstatte en række af politiets fotovogne

Af transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) samt transportordførere Kim Christiansen (DF), Kristian Pihl Lorentzen (V), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov (K)

Fartkontrol er et tema, som optager rigtig mange danskere. For os er det vigtigt, at fartkontrol sker med det formål at forebygge ulykker – og ikke bliver brugt som et redskab til at skovle penge ind i statskassen.

SR-regeringen valgte at indkøbe et massivt antal mobile fotovogne, der kræver uddannet personale, i stedet for at indkøbe stærekasser, som opstilles permanent på bestemte lokaliteter. Men nu peger en ny rapport i retning af, at den bedste fartkontrol formentlig opnås ved at kombinere brugen af mobile fotovogne med stærekasser på særligt trafiksikkerhedsbelastede strækninger. Det er også sådan, man har indrettet fartkontrollen i eksempelvis Sverige.

Regeringen (V, LA og K) har derfor med støtte fra Dansk Folkeparti besluttet at igangsætte et pilotprojekt, hvor 20 af kameraerne fra politiets mobile fotovogne bruges til at opsætte 20 fastmonterede stærekasser på farlige strækninger. Der vil blive skiltet i god tid før alle stærekasserne, så trafikanterne ved, at de bliver fotograferet, hvis de kører for stærkt.

Udenlandske erfaringer viser nemlig, at når en stærekasse er monteret permanent et givent sted, vil bilisterne naturligt sætte farten ned det pågældende sted – også næste gang, de passerer stærekassen. På den måde er stærekasser meget egnede til at skabe trafiksikkerhed på vejnettets sorte pletter.

Helt konkret har Vejdirektoratet identificeret 44 vejstrækninger, hvor der typisk sker flest uheld i Danmark. Kommunerne vil kunne byde ind med ønske om at få opstillet en stærekasse på én eller flere af de 44 vejstrækninger, hvis de er i deres kommune.

Vejdirektoratet vil på baggrund heraf sammen med Rigspolitiet tage stilling til, hvor stærekasserne opsættes. Vi kan på den måde sætte stærekasserne op på de farligste steder og lave permanent fartkontrol netop der med det formål at forhindre ulykker.

Da vi ikke med sikkerhed kan sige, hvilken effekt stærekasserne vil have på de danske bilister, og hvordan kameraerne fra de mobile vogne vil fungere i stærekasser, herunder deres robusthed over for hærværk, starter vi med at overføre 20 kameraer fra fotovognene til stærekasser. Vi sætter stærekasserne op på de særligt farlige strækninger, hvor der erfaringsmæssigt sker flest ulykker, og hvor den forebyggende effekt af stærekasserne derfor må forventes at være allerstørst.

Hvis det som forventet viser sig, at stærekasserne får folk til at lette foden fra speederen på farlige strækninger, kan vi skalere pilotprojektet op og omdanne endnu flere fotovogne til stærekasser.

Med pilotprojektet vil vi sikre de bedst mulige forudsætninger for at forbedre trafiksikkerheden samtidig med, at vi får så meget som muligt ud af de eksisterende 100 kameraer i fotovognene, som blev indkøbt under SR-regeringen. Alt i alt har vi altså her fundet en god løsning, der kan opskaleres, hvis effekterne af stærekasserne som forventet viser sig at være positive.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul