Sparekasse med fusionsplaner

En ny, stærk jysk bankfusion ser dagens lys. I en fondsbørsmeddelelse har de to jyske pengeinstitutter, Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse, meddelt, at de ønsker at fusionere. Fusionen vil gøre den fremtidige bank til Danmarks 8. største pengeinstitut og sikre, at der fremover vil være en stærk og konkurrencedygtig lokalbank i Midt- og Vestjylland. Den nye bank kommer til at hedde Vestjysk Bank og vil få hovedsæde i Herning.

Ifølge Vestjysk Banks bestyrelsesformand, Kim Duus, er fusionen med til at sikre en stærk lokalbank i Midt- og Vestjylland:

- Fusionen giver os mulighed for at blive Danmarks stærkeste lokalbank. I dag er vi lokale banker med et solidt engagement i det område, vi er en del af, og med et godt kendskab til vores kunder. Fusionen giver os mulighed for at fortsætte med at være lokale, samtidig med at vi sammen kommer til at stå stærkere, til gavn for både vores kunder, aktionærer og medarbejdere, udtaler Kim Duus, der siden 2019 har været formand for Vestjysk Bank, og som fortsætter som formand efter fusionen.

Begge pengeinstitutter oplever høj kundetilfredshed. Men markedet udvikler sig og kræver store investeringer til bl.a. digitalisering. Desuden betyder kravene til compliance, at de to pengeinstitutter ved at gå sammen står styrket i fremtiden.

Niels Fessel, der er bestyrelsesformand i Den Jyske Sparekasse, mener desuden, at de to banker passer godt til hinanden:

- En fusion mellem Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt. Udover vores lokale forankring deler vi fælles værdier, og vores geografiske placeringer er vidt omfang komplementære. Fusionen vil give os nogle muligheder, som vi ikke får ved at stå alene, siger Niels Fessel, der bliver næstformand i den fusionerede bank.

Lokal forankring og jysk snusfornuft

Efter nogle hårde år for begge pengeinstitutter er det i dag to velfungerende finansielle virksomheder, der ønsker at fusionere. Og ifølge Niels Fessel er det netop ønsket om at fastholde den positive udvikling, der fører de to pengeinstitutter sammen:

- Når vi går sammen, står vi stærkere. Vi kan tilbyde vores kunder bedre rådgivning og ydelser. Og vi får bedre muligheder for at udvikle os og møde kundernes behov i fremtiden, siger han.

Den fusionerede bank har valgt at holde fast i Vestjysk Banks navn og logo for at bevare et højt kendskab i det midt- og vestjyske marked. Samtidig holder banken fast i sine filialer i hhv. Lemvig og Grindsted og etablerer nyt hovedsæde i Herning.

Jan Ulsø Madsen, adm. bankdirektør i Vestjysk Bank, forklarer hvorfor hovedkontoret flytter til Herning:

- Det er vigtigt for os fortsat at være til stede i både Lemvig og Grindsted. Men hvis vi valgte at beholde hovedkontoret i enten Lemvig eller Grindsted, ville vi automatisk afskære en masse dygtige medarbejdere, der i dag arbejder i et af de to hovedkontorer, fra at kunne fortsætte i banken. Ved at samle hovedkontorsfunktionerne giver vi de ansatte i de to eksisterende hovedkontorer mulighed for at blive en del af holdet indenfor rimelig kørselstid, samtidig med at vi beholder filialer i både Lemvig og Grindsted.

Kim Duus lægger vægt på, at den fusionerede bank også vil bygge på de værdier, som både kunder, medarbejdere og lokalsamfund kender fra Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank:

- Vi står begge for ordentlighed, respekt og forståelse for vores kunder. Begge pengeinstitutter er skabt af de lokalsamfund, vi i dag er en del af. Vi har været med vores kunder i hårde og gode tider. Og vi har givet vores bidrag til, at foreninger, sportsklubber osv. har fået en hjælpende hånd, når der var brug for det. Det engagement fortsætter. Godt nok bliver vi større – men vi forbliver lokale, siger han.

Næste skridt i processen frem mod en fusion er, at begge pengeinstitutters generalforsamlinger skal tage stilling til ønsket om fusion. Derfor vil der blive afholdt ekstraordinære generalforsamlinger i både Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank den 13. januar 2021.

På forhånd møder fusionen opbakning fra Arbejdernes Landsbank, AP Pension og Nykredit, der er store aktionærer i begge pengeinstitutter. Også Finansiel Stabilitet og de fem fonde, Den Jyske Sparekasses Støttefond, Sparekassen Løgumklosters Fond, Jelling Sparekasses Fond, Fonden for Sparekassen Farsø og Fonden for Sparekassen i Skals, der alle er storaktionærer i Den Jyske Sparekasse, støtter planerne om fusion med forbehold for opfyldelse af visse betingelser.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul