Sovende mand reddet ud af brændende lejlighed

Kl. 03.01 natten til lørdag blev brandfolkene hos Falck i Brande vækket af en automatisk brandmelder fra Skolestien få hundrede meter fra Falck-stationen. Normalt en ren rutineopgave, men da brandbilen drejede om hjørnet, kunne brandfolkene konstatere, at flammerne stod ud af vinduerne på bygningens 1. sal.

Holdlederen valgte derfor straks at indsætte to røgdykkere, som blev sendt ind i lejligheden via altandøren. Samtidig rekvirerede han assistance, dels i form af en ambulance, dels i form af flere brandfolk.

Røgdykkerne fik dæmpet branden og startede derefter eftersøgningen efter lejlighedens beboer, som blev fundet i sin seng. Han blev reddet ud på altangangen, hvor ambulanceredderne overtog den videre behandling og fik kørt manden på sygehuset i Herning til observation for røgforgiftning.

Indsatsleder Niels Christensen vurderer ikke, at den tilskadekomne var slemt tilredt, men det var han utvivlsomt blevet, hvis han ikke var blevet reddet ud i tide.

- Det er kritisk at ligge i en røgfyldt lejlighed med den varmepåvirkning, konstaterer indsatslederen, som vurderer, at branden er startet i nogle elinstallationer under fjernsynet.

Slukningsarbejdet påførte lejligheden omfattende vandskader, så den næppe bliver beboelig igen foreløbig, og også underboens lejlighed blev påvirket af nedsivende slukningsvand i en grad, så beboeren måtte genhuses på Brandlund-parken. Om det automatiske brandalarmeringsanlægs betydning siger Niels Christensen:

- Jeg er helt overbevist om, at det har gjort en forskel – der skulle ikke være gået mange minutter, før det var gået helt galt.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul