Siden den 8. september har Søs Philipsen haft mange overvejelser om sin fremtid i politik. Onsdag den 16. september tog hun beslutningen - hun meldte sig ud af Socialdemokratiet i Ikast-Brande og bliver i byrådet som løsgænger. Men hun gør det samtidig meget klart, at hendes politiske værdier ikke har ændret sig. Det, hun især tager med sig videre, er ønsket om mere dialog.

Af Peder Fenger

Søs Philipsen havde ikke forestillet sig, at hun skulle stå i den situation, hun står i nu.

For kort tid siden var hun socialdemokratisk byrådsmedlem. Nu sidder hun som løsgænger i Ikast-Brande Byråd.

Beslutningen kom efter den sag, hvor hun på byrådsmødet 7. september stemte anderledes end den socialdemokratiske gruppe i sagen om Ikast Golf Klub. Efterfølgende modtog hun kritik fra kredsbestyrelsen.

For Søs Philipsen var det ikke selve uenigheden, der blev afgørende.

Det var måden, uenigheden blev håndteret på.

– Det er dialogen, siger hun, da hun bliver spurgt, hvad der grundlæggende betyder mest for hende i politik.

Og det ord går igen gennem samtalen.

Søs Philipsen fortæller, at hun havde ønsket, at der efter afstemningen var kommet en direkte samtale.

Hun havde gerne set, at nogen ringede til hende, spurgte ind til hendes beslutning og lod hende forklare, hvorfor hun stemte, som hun gjorde.

For hende kan man godt være politisk uenig.

– Jeg kan egentlig godt lide det rum, hvor folk siger: Hvorfor har du den holdning? Så kan man få det hele på bordet, fortæller hun.

Hun ser ikke uenighed som et problem i sig selv.

Tværtimod.

– Vi bliver klogere sammen.

Hun beskriver sig selv som en person, der gerne samler informationer, analyserer en sag og forsøger at finde nuancerne.

– Jeg prøver altid at grave mig ned i sager, siger hun.

Derfor har beslutningen om at forlade Socialdemokratiet heller ikke været spontan.

Hun understreger, at hun har brugt tid på at tænke over situationen og gør det klart, at hun ikke er på vej ind i et andet parti. Hun vil først og fremmest finde sig til rette i rollen som løsgænger.

Søs Philipsen forklarer endvidere, at hendes beslutning blandt andet byggede på den anbefaling, der stod i sagsfremstillingen.

– Det er fordi, der står i den sagsfremstilling, at det anbefales at gå i dialog med lodsejeren. Når jeg ser det, så går jeg altid ind i det rum. Hvis en sag kan løses inden for lovens rammer gennem dialog, så er det altså det, vi skal gøre. Det er helt grundlæggende for mig, siger Søs Philipsen.

For hende handler det derfor ikke om, at regler og lovgivning skal tilsidesættes. Det handler om, hvordan man forsøger at finde løsninger inden for de rammer, der er.

Hun fremhæver samtidig, at hendes grundlæggende politiske værdier ikke er blevet ændret af bruddet med Socialdemokratiet.

Partiløs – men ikke holdningsløs. Det er måske den sætning, der bedst beskriver hendes situation lige nu.

– Partiløs, men jeg er jo ikke holdningsløs, siger hun.

Hun understreger, at hendes holdninger ikke er ændret.

Hun vil fortsat arbejde for velfærd og for ordentlige rammer for børn, unge, ældre og udsatte.

Det er de områder, hun selv beskriver som sine mærkesager.

– Jeg står frit og kan nu arbejde videre med mine mærkesager, og det er jo velfærd og ordentlige rammer for børn, unge, ældre og udsatte.

 At være løsgænger betyder samtidig, at hun fremover skal stå mere alene med det politiske arbejde. Det er hun bevidst om. Men hun ser ikke nødvendigvis det som et problem.

Hun har tillid til sine tidligere byrådskolleger – også når de er politisk uenige.

– Jeg er sikker på, at jeg har nogle kloge byrådskolleger, der kan hjælpe mig med stort og småt.

For hende er det netop sådan, et politisk samarbejdsmiljø bør fungere.

Man behøver ikke være enig for at kunne samarbejde.

Søs Philipsen mener heller ikke, at dialog generelt mangler i lokalpolitik.

Men hun mener, at den bliver særlig vigtig, når en sag er vanskelig.

– Når det er skidesvært, så er det faktisk der, vi skal have mod til at sætte os sammen og gå i dialog i stedet for at blive polariseret. Det er der ingen, der kan være tjent med.

 Hun trækker samtidig en linje tilbage til den seneste byrådsperiode, hvor hun oplevede, at det nogle gange blev for hårdt.

– Der var i hvert fald nogle gange, hvor det blev meget hårdt mod hårdt, hvor vi glemte at snakke sammen. Vi glemte at tale sammen og være nysgerrige på hinandens holdninger.

Den erfaring vil hun gerne tage med sig ind i resten af den nuværende byrådsperiode.

– Det har jeg i hvert fald besluttet mig for. Det vil jeg være med til at lave: sådan en kultur, hvor vi er nysgerrige på hinandens holdninger.

 For hende er uenighed en naturlig del af politik.

– Vi er jo vant til at være uenige. Uenighed, det er en præmis i lokalpolitik. Vi skal bare være det på en ordentlig måde.

Vil ikke afvise fremtiden

Om hun forbliver partiløs resten af byrådsperioden, vil Søs Philipsen ikke give et svar på.

– Jeg har de seneste dage lært på den hårde måde, at man aldrig skal sige aldrig i politik.

Det samme gælder spørgsmålet om et eventuelt samarbejde med andre partier.

Hun afviser ikke, at hun på et tidspunkt kan indgå i et samarbejde, eksempelvis ved gruppemøder, hvis det giver mening.

Men hun understreger, at et samarbejde ikke nødvendigvis betyder et partiskifte.

Hun fremhæver faktisk, at hun gerne vil tale med politikere, som hun er uenig med.

– Når det er dem, jeg er mest uenig med politisk, er det alleraller-sjoveste.

For netop dér kan samtalen give nye perspektiver.

Hun beskriver det som et rum, hvor to forskellige synspunkter kan mødes, og hvor begge parter kan blive klogere.

– To giver nogle gange tre, fortæller hun.

Søs Philipsen lægger under vores snak ikke skjul på, at de seneste uger har været hårde – ikke kun for hende selv, men også for familien.

- Det har været hårdt. Specielt for mine børn, fortæller hun.

Men netop familien har samtidig været en vigtig påmindelse om det værdigrundlag, hun selv forsøger at stå på.

- De er opdraget ud fra, at man godt må være uenig. Men det betyder netop, at dialog er det vigtigste.

For Søs Philipsen handler det derfor ikke om, at alle skal være enige. Tværtimod mener hun, at uenighed er en naturlig del af politik – og også noget, man kan blive klogere af.

Det afgørende er, hvad man gør med uenigheden.

- Hvis vi ikke taler sammen, så står vi bare i hver vores lejr og råber af hinanden.

Det er også derfor, hun efter dem seneste uges forløb fremhæver dialogen som det helt centrale. Hun efterlyser ikke nødvendigvis enighed, men muligheden for at sætte sig sammen, høre hinandens argumenter og være nysgerrig på, hvorfor andre ser en sag anderledes.

Det er en tilgang, hun også gerne vil tage med sig ind i resten af byrådsperioden som løsgænger.

Det sværeste ved beslutningen har ifølge Søs Philipsen været tanken på de vælgere, der stemte på hende, fordi hun stod på Socialdemokratiets liste.

Hun siger, at hun godt forstår, hvis nogle vælgere bliver skuffede.

Men hun mener samtidig, at hun har et ansvar for at stå ved de mærkesager og værdier, hun blev valgt på.

– Jeg er ikke mere en del af Socialdemokratiet, men jeg er stadig en del af politik og står på mit mandat. Og jeg er stadigvæk mig.

Derfor forventer hun heller ikke, at vælgerne kommer til at se en helt anden politiker. Hun vil fortsat arbejde med de samme politiske områder. Forskellen er, at hun nu skal gøre det uden et partinavn foran sit eget.

Og måske er det netop her, Søs Philipsen selv mener, at hendes vigtigste opgave ligger:

At være partiløs uden at blive holdningsløs – og at insistere på, at politisk uenighed ikke behøver at betyde, at dialogen stopper.