Sølvmedaljer og årets spiller, fighter og kammi
Brande HKs U15 drenge har afsluttet sæson 2025/2026 med et stævne i Give, nemlig Humlebi Cup.
Lørdag den 11/4 spillede man to kampe. Først mod et B hold fra Nyborg. Efter en flot 1. halvleg for tingede flød, gik man helt i stå efter pausen. Kampen endte 10-10.
Kamp nr. 2 var mod Gedved, der har spillet i 2. division, der er en række over A rækken, hvor Brande spillede efter jul. Sikke en kamp! Drengene leverede en helt forrygende indsats over hele linjen, bl.a. med deres imponerende sammenspil. Brande vandt kampen med 16-14, hvilket betød, man skulle spille A-semifinale dagen efter.
Her stod man igen over for et B hold, denne gang fra Langhøj. Et meget velspillende B hold. Efter en sløv start og en helt lige kamp, fandt Brande spillerne, med Benjamin Frandsen i front, gejsten og den rette indstilling, og kunne dermed gå fra banen med en sejr på 13-10.
Dette betød, at holdet skulle spille A-finale. Her ventede stævnets eneste hold fra 1. division (Erritsø). Et rigtig godt hold med specielt en meget dygtig spiller. Denne spiller formåede Brande - eller specielt Sebastian Dam at få lukket rigtig godt ned, så han kun fik scoret et mål. Men Erritsø var alligevel et godt hold. Og selvom Brande fightede rigtig godt, og Andreas Bønnerup Nielsen igen viste de store flotte redninger frem, måtte drengene se sig besejret med 12-17.
Dermed vandt de helt fortjent sølvmedaljer.
Ungdomsafdelingen har afholdt afslutning, hvor der hos U15 drengene skulle uddeles 3 priser, nemlig årets spiller, årets fighter og årets kammi.
Årets spiller, er en spiller, der specielt efter jul har lagt flere lag på sit spil. Han vil gerne, at holdkammeraterne har det godt og bidrager til fællesskabet, bl.a. med sit gode humør og ved at deltage i fællestræninger, klubture og andre arrangementer. Han går meget op i håndbold, passer sin træning og knokler for at udvikle sig. Den positive udvikling er også bemærket af både holdkammeraterne og andre forældre. Årets spiller er Andreas Bønnerup Nielsen.
Årets fighter, er en spiller der er yderst stabil til træning. Han giver sig altid 100% på banen. Han er blevet en naturlig leder og kommer med gode råd til sine holdkammerater. Årets fighter er Benjamin Frandsen.
Årets kammi, er en spiller der altid er i godt humør og er meget omsorgsfuld. Han har også udviklet sig på banen, samtidig med at han virkelig er en fantastisk holdkammerat, der altid sørger for, at alle er med og en del af fællesskabet. Årets kammi er Mads Stærk.
U15 drengene har i sæson 2025/2026 udviklet sig enormt meget som et hold. Holdet har flere gange været fysisk overmatchet, men har alligevel med et godt tempo, sammenspillet og viljen, gjort det rigtig godt.
Da holdet efter jul skulle spille i A rækken, var man meget spændt på, hvordan det skulle gå. Drengene har gjort det virkelig imponerende, til trods for, at man flere gange har stået over for 2-3 spillere fra 2. division.
Spillerne har det godt sammen, hvilket er en vigtig del af holdsport.
Træner teamet vil gerne sige tusind tak for en sjov og udviklende sæson. Også en kæmpe tak til spillernes familier, der ALTID er klar med opbakning- både ude og hjemme. TAK!
De ældste spillere, der er årgang 2009 og 2010, skal spille U17 drenge, som starter op i Brande til august. Spillerne træner dog med U15 og deltager til et strandhåndbold stævne den 30/5-26.
De yngste spillere (2011) sammen med de nyoprykkede (2012) er gået i gang med en ugentlig sommer træning om tirsdagen i april og maj måned. De deltager til et strandhåndbold stævne den 7/6-26.
