Af Tove Videbæk, folketingskandidat for Konservative i Vestjylland

Alt for mange patienter bruger deres allersidste tid på mere eller mindre nytteløs behandling med medicin, som kan medføre grimme bivirkninger og gentagne indlæggelser. Flere og flere læger udtaler i den forbindelse, at man i langt højere grad bør tage en samtale med patienterne om situationen. Etisk Råds formand, Jakob Birkler, tilføjer, at ”sundheds-systemet nogle gange behandler dødeligt syge så lang tid, at det giver dårlige livs-afslutninger.”

Jeg er sikker på, at lægerne behandler dødeligt syge patienter i bedste mening. Men når en læge vurderer, at en patient har ganske kort tid tilbage, var det måske bedre at sige det, så patienten selv kan være med til at prioritere: Enten at få medicin, som ikke kan sikre overlevelse, men måske vil give uro og ubehagelige bivirkninger. Eller at få palliation (lindrende behandling, som indbefatter smertelindring både fysisk og psykisk samt hjælp til løsning af sociale og eksistentielle spørgsmål. Denne indsats gives på hospice og af palliative teams.) Lindrende indsats kan give dødeligt syge patienter ro og tid til at forsone sig med tanken om at skulle forlade livet og sige farvel – på alle de måder og til alle de mennesker, som de ønsker at sige farvel til. Dermed skabes mange flere gode livsafslutninger. For nuværende visiteres alt for mange patienter så sent til palliation, at de først kommer på hospice ganske få dage før de dør. Det er synd for patienten, som dermed ikke får den gode livsafslutning, som vedkommende kunne have fået.

Udgifterne til sygehusmedicin er fordoblet fra omkring 4 milliarder kroner i 2007 til forventet 8 milliarder i år. Økonomer mener, at den kostbare medicin kan gå ud over antallet af ansatte og meget andet i sundhedsvæsenet.

Men hvorfor nu koble disse to ting sammen: den kostbare medicin og et dødeligt sygt menneskes sidste tid. Det skyldes, at den sidste måned i et menneskes liv også er den absolut dyreste. Medicinen er kostbar. Bivirkningerne kan være svære. Behandlingen er udsigtsløs og giver måske endog en dårlig livs-afslutning.

Hvorfor taler man ikke helt åbent med patient og pårørende om sagen? De kan gå hen og blive helt glemt i diskussioner om kostbar medicin, afskedigelser, administration og meget andet.

Og hvis man starter med en snak med patienten, får man mulighed for at skabe mange flere gode livs-afslutninger, hvilket må være det absolut primære!

Samtidigt kan det gavne de pårørende og lette presset på de ansatte og samfundet som helhed.