Skal MES søen væk?
Oliver Bach fik fortræde for byrådet i februar måned 2025 hvor han fortalte om sin bekymringer.
Skal Ikast-Brande kommunen overholde vandmiljøloven?
DEBATINDLÆG af Oliver Bach
Det er nu på tide, at man som Brande borger og beboer tæt på åerne omkring Brande og i Brande bliver klar over en konsekvens af ovenstående.
Borgere som er truet/ramt af eventuelle vandstandsstigninger bør interessere sig for vandmiljøloven. Jeg mener ikke, den er blevet overholdt siden amterne blev nedlagt og ansvaret for udførelse af vandløbspleje overgik til kommunernes egen forvaltning.
Tidligere har jeg skrevet til kommunen og ridset problematikken op med to bekymringsbreve. Det har ikke ført til nogen positiv dialog, hvilket jeg egentlig ikke kan forstå. Men der vejer jo nye positive indikationer af, at man ønsker mere samarbejde på tværs af byerne, det ser vi frem til.
Problematikken er, at Skjern å ikke er renset op i rigtig mange år og ikke har det nødvendige tværsnit til at føre den vandmængde, der er i dag, samtidig er den heller ikke på noget tidspunkt blevet klargjort til den ekstra belastning, der kommer fra store lagerbygninger, motorvej, store parkeringsanlæg og byens ekspansion. Det resulterer i, at vi får en opstuvning mellem Sandfeldtvej og Engebækvej, som vi også tidligere har set. Dette vil i fremtiden kun blive forværret, hvis MES søen bliver nedlagt.
MES søen har i mange år sammen med Elværkssøen været den buffer for ekstremt regnvand, dvs. vi kunne holde vandet tilbage i omkring 6 dage. Dette var nok til at vi kunne lave en langsom tømning til Skjern å systemet efter regnvejrsperioden var ophørt.
Dette er et meget vigtigt element som har gjort, at vi ikke har fået tilbagestuvning omkring Brande Renseanlæg og at Brande å kunne komme af med sit vand til Skjern å systemet uden at vi skulle se oversvømmelser i Brande anlæg og på Strømmen i Brande.
Min bekymring omkring fjernelse af MES søen bygger på manglende og misvisende rapporter fra kommunens rådgiver, et materiale som jeg har gennemgået og som er bygget på et alt for tyndt teoretisk grundlag. Der er ikke udført nogen form for opmålinger af åens tværsnit og løb. Der er ikke udført hydrauliske beregninger, der godtgør at man kan komme af med vandet efter nedlæggelse af søen. Grundlaget for tømning af søens slam og sediment er vurderet ud fra, at det kan graves op og lægges på brinken rundt om søen, hvilket jeg mener ikke kan lade sig gøre. Slammet kan desuden være belastet af stoffer som ikke er egnet til dette, bl.a. malakitgrøn.
Ligeledes mener jeg simpelthen ikke, der er penge nok i kassen til at køre projektet igennem, uden at belaste Ikast-Brande borgere på serviceområdet, da projektet efter min vurdering ikke kan gennemføres med de budgetterede midler og tilskud, jeg har kunnet finde frem til, er afsat. Så det vil kræve en merfinansiering fra kommunekassen.
Der var fra starten fire muligheder omkring MES søens fremtid. Jeg synes, det er på høje tid at kigge på alle fire igen og finde den løsning, der fungerer bedst for fauna og borgere.
Jeg vil gerne indskærpe, at betingelsen for overhovedet at fjerne søen er, at vandløbene bliver vedligeholdt og man lever op til kravene i vandmiljøloven. Ellers kan man simpelthen ikke få vandet hurtigt nok forbi Brande og videre til Herning Kommune.
Al sedimentation og fremmedlegemer bliver nu ledt af åen og åen skal have en kapacitet der er så stor, at den kan rumme den ekstra vandmængde indenfor kommuneskiltet. Vi kan ikke regne med at Herning og Ringkøbing-Skjern Kommune renser åen op på samme tid. Dette vil også betyde, at vores renseanlæg bliver sat ud af spil og der skal bygges et nyt. Det bliver dyrt.
Der er også borgere omkring Hesselvig, der ejer store arealer. De risikerer også store oversvømmelse.
Og til sidst: Gennembruddet i Brande – skal vi se på en slynget å eller skal vi se på en sø?
Venlig hilsen Oliver Bach
