Af Trine Worm Nissen, formand for DH Ikast-Brande

Hvilken forælder husker ikke den altopfyldende kærlighed til det nyfødte barn. At vi ikke troede vi kunne elske det lille barn så højt. Som årene går opdager vi, at den kærlighed og de bekymringer der følger med, heller ikke bliver mindre. Den grundfølelse gælder alle forældre, også os forældre der har fået et barn med et handicap.

Forældre til børn med svære fysiske handicap kommer ret hurtigt i kontakt med de offentlige myndigheder. Og bliver ret hurtigt konfronteret med en helt anderledes virkelighed end de fleste andre forældres. Allerede i starten af barnets liv, bliver forældre konfronteret med, hvad der skal ske med deres barn, den dag de ikke selv er her mere.

Forældre som alle andre, men som ved et trylleslag får helt andre livsvilkår. Du ved at måske har du kun dit barn hjemme på lånt tid; det kan være på grund af, at der er brug for en pleje, der ikke kan gives i et privat hjem, det kan være, at der opstår komplikationer, som kræver mere.

Den dag man skal aflevere sit handicappede barn eller voksen på et bosted, vil for de fleste forældre blive gjort med en altfortærende angst.

Det er vigtigt, at bostedet via deres faglighed møder og forklarer forældrene konsekvenserne af deres valg. Vigtigt er det også, at bostedet spørger ind og lader forældrene forklare, hvilke pædagogiske værktøjer forældrene har anvendt med succes, og hvor de mener deres barn har udviklingspotentiale. Forældrene sidder ofte inde med en stor forståelse for deres eget barn/voksen. De har mange års erfaring med at afprøve forskellige tiltag, så der er meget usagt pædagogik at hente hos forældrene. 

Det, der er vigtigt for forældrene i den situation, er, at samarbejdet med bostedet og kontaktpersonen er startet før barnet/den unge flytter ind. Samarbejdet og samtalerne mellem kontaktpædagogen, der bliver tilknyttet barnet/ den voksne, er vigtige og giver gode relationer til både den handicappede og forældrene, når de starter tidligt. Nogle unge eller voksne med handicap vil ikke kunne give udtryk for egne behov, og her kan det have afgørende betydning for trivsel omkring det at flytte hjemmefra, at pædagogen spørger ind til hvilke behov, barnet, den unge har, sammen med forældrene.

Vi er ikke i tvivl om, at de bosteder vi har i kommunen, vil de handicappede godt, men vi ved at det sker, at der opstår problemer i kommunikationen og oplevelsen af, hvad der er godt for borgeren mellem fagfolk og forældre. Det er netop i sådanne situationer, at der er brug for et ligeværdigt samarbejde mellem forældrene og bostedet. 

Det er altafgørende for et godt samarbejde, at pædagogerne på bostedet erkender forældrenes faglighed, og omvendt. Samarbejde gør handicap mindre.