Politi og skolebørn på vejene

Mandag vender skolebørnene tilbage fra sommerferie, og derfor bliver trafikanterne nu mindet om at passe ekstra godt på skolebørnene på vejene. Det sker i Ikast-Brande Kommune med kampagnen ”Børn på vej”, samtidig med at politiet laver kontrol på skolevejene.

Det skal være trygt og sikkert for landets skolebørn at gå og cykle til og fra skole. Hvert år viser politiets kontroller, at mange bilister kører for stærkt på skolevejene. Derfor vil Ikast-Brande Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde bilisterne om at være ekstra opmærksomme omkring skolerne.

- Som barn eller ung kan det være svært at overskue den ofte kaotiske morgentrafik omkring skolerne. Derfor er det vigtigt, at flere bilister sænker farten og viser hensyn, så ingen skolebørn kommer til skade i trafikken, siger Henrik Engedahl, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Politikontrol ved skolerne

Sideløbende med den landsdækkende kampagne ”Børn på vej” vil politiet fra den 8. til den 26. august sætte ind med ekstra kontrol ved mange af skolerne. Ved sidste års kontrol stoppede politiet flere end 6.000 bilister, der kørte for stærkt, 163 bilister med håndholdt mobiltelefon og 136 bilister, der ikke havde spændt børnene fast.

13-16-årige særligt udsatte i trafikken

Som noget nyt sætter årets kampagne ”Børn på vej” også fokus på de ældre elever, da det er de 13-16-årige, der kommer mest til skade i trafikken. Ifølge ulykkesstatistikkerne kommer over fem gange så mange 16-årige alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikken som 12-årige.

- Når børnene bliver ældre, færdes de i højere grad alene i trafikken. Men teenagere har så meget andet i hovedet end trafiksikkerhed, så når det går galt, er det ofte, fordi de er uopmærksomme. De tager måske nogle chancer eller glemmer at fokusere på omgivelserne, når de f.eks. kører sammen med deres venner. Derfor er det så vigtigt, at vi forældre også taler trafik og laver aftaler med vores store børn, for de har virkelig brug for det, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har lavet en ny hjemmeside, hvor forældre til både små og store børn kan få gode råd til, hvordan de klæder deres børn på, så de ikke ender i en trafikulykke: www.sikkertrafik.dk/forældre

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul