Rejsebrev 3. Tjekkiet og Polen. 

På vandreturens fjerdedag skal vi ind i Polen, det vil her sige: krydse grænsefloden Divoká Orlice (cirka som Skjern å i Dørslund). Men først skal vi overnatte på den tjekkiske side i landsbyen Bartosovice. Straks vi kommer ind i landsbyen, som  egentlig bare er an samling huse langs vejen, ser vi et “vandhul” - altså en café. Ordet café er næsten for pæn en betegnelse for et par borde/bænksæt, to parasoller og en luge, hvorfra en hyggelig og meget snakkende morlille betjener gæsterne. Jeg går dog indenfor for at se nærmere på udvalget af kager - og får valgt én til kaffen.  Min vandremakker skal ha sin obligatoriske øl. Efter denne velkomst til civilisationen, går vi videre mod øst gennem byen. 

Jeg har booket alle turens overnatninger og mener selv at kunne huske, at det er på byens hotel, at vi skal bo. Inden vi når så langt, kommer vi forbi endnu et sted, hvor folk sidder uden for og hygger sig. Der råbes til os, om vi ikke skal ind og ha en forfriskning (sådan forstår vi det), og vi svarer bare: Senere! Vi vil jo gerne af med bagagen. Så springer en mand fra selskabet over vejen til os, tager sin mobil frem og viser os en email på den. En email fra min mail-adresse! Vi finder snart ud af, at denne email betyder, at vi har booket hos ham i Penzion Anna og ikke på hotellet. Glæde hos os alle tre – og så skulle vi ikke stå og se dumme ud i hotellets reception den dag. Jan (som manden hedder) kører i forvejen hen til Penzion Anna og vi går de sidste 250 meter af dagens vandring derhen. 

Konen på stedet er helt fantastisk. Da vi kommer ned efter at have indkvarteret os, står hun klar med en portion revelsben til øllet. Mon ikke! Lenka, som hun hedder, driver stedet sammen med sin mand, Jan. Hun ser alt andet end tjekkisk ud, og senere på aftenen fortæller Jan, at hun er af  rumænsk / ungarsk herkomst. En varmblodet kvinde, skulle det vise sig. Jan har selv en fortid som sanger i et heavy metal band. Og nej, de har ingen børn, for da Jan var færdig med at ´growle´ i bandet – var det blevet for sent.  

En gammel, delvist tandløs polak sidder også ved bordet, vistnok stedets havemand. Langs baghaven løber floden, og på den anden side er – Polen. Fyrre meter væk. Da han først er kommet i gang, er han vældig snakkesalig og siger ord som kaiser Franz Joseph, Wilna, Ukraine, Lvov, Polen mv. Tydeligvis kunne vi ha fået en snak om tiden før sidste krig, hvis vi kunne tale lidt polsk. En del af Litauen, Hviderusland og Ukraine var jo polsk op til anden verdenskrig. 

På den lokale (hvor vi spiser vores aftensmad og hvor Jan og Lenka også er taget hen – det er jo fredag aften) falder vi i snak med en kvinde, som får lys i øjnene, da hun hører, at vi er fra Danmark. Hun arbejder med EU-projekter inden for socialområdet og har for nyligt været på Samsø til en konference – hun var helt solgt! Forståeligt nok – i Central-europa kan man leve et helt liv uden at se havet. Da vi bryder op fra stedet, får min makker et kindkys af Lenka. Han har bare noget med kvinder! 

Næste morgen kommer vi ned til et overdådigt morgenmåltid. Jan er en heldig mand (og det véd han godt!). Også her får vi lov at smøre madpakker til dagens tur. Penzion Anna er et meget veldrevet sted, opkaldt efter Jans bedstemor, som boede på stedet i 1950’erne. Masser af gamle familiefotos på væggene. Lenka viser sig slet ikke, inden vi går. Jeg er ellers spændt på hvor stort et knus min makker ville få, i situationen. 

Så ellers over floden og ind i Polen. Det er op ad bakke, bogstaveligt talt. Ørnebjergenes polske del. 

Og senere på dagen får jeg at vide, at min makker faktisk fik et knus af Lenka! Han havde været på tørresnoren efter sit tøj; men hun havde taget det ind.