Overnat i naturen med udsigt til køerne
Anders Buch, Arla, og Flemming Juelsgaard ved den nye shelters der både ved vintertide og om sommeren udstråler ro og hygge.
Flemming Juelsgaard, Nyholm ved Brande, har fået opsat en shelters i et lille plantageområde tæt ved Den Gyldne Middelvej.
Den blev opsat i efteråret 2024 og siden har den været flittigt brugt.
Hvem der bruger den har Flemming Juelsgaard ikke styr på, for alle bookinger foregår via en hjemmeside, men da den ligger ikke så langt fra gården, lægger han naturligvis mærke til at der jævnligt holder bil eller cykler ved shelteren.
Det er Arla der sørger for at rejse shelters rundt om i landet hos deres økologiske landmænd.
Anders Buch, pressechef hos Arla, fortæller at man indtil nu har opsat 15 shelters i Danmark, men at man arbejder på at der skal komme flere til.
- Arla ønsker at folk skal komme ud i naturen og at de skal opleve et økologisk landbrug tæt på, fortæller han, og fortsætter:
- Vi rådgiver også landmændene om hvordan de optimer naturen på deres bedrifter.
Blandt andet ved at lave vandhuller, stendiger eller hvad de skal plante på deres jorde, så de skaber bedre liv for dyr og insekter.
Tanken opstod på et Arla-møde
Flemming Juelsgaard hørte om ideen med shelters på et Arla-møde og han så straks muligheden for at rejse et shelter på sine egne jorde.
- Det var dog ikke så ligetil at gennemføre planen, fortæller han.
De to første ansøgninger om placering blev afvist.
- Jeg fik min første placering afvist p.g.a. dens placering var på fredet natur og anden gang ville jeg gerne have den placeret op ad Den Skæve Bane, da jeg tænkte at her kom der mange cyklende turister.
Men det blev også afvist, da området omkring banen er klassificeret som et fortidsminde.
Så tredje gang var lykkens gang, da jeg søgte om at benytte den nuværende placering ved Hyvildvej, tæt på Den Gyldne Middelvej, fortæller Flemming Juelsgaard, der selv er en stor naturelsker.
Flemming Juelsgaard har haft økologisk landbrug siden 2007 og har i dag i snit 170 malkekøer.
- Det er meningen at de skal gå at græsse på markerne lige op ad shelteren, så folk kan vågne til udsigten af sortbrogede køer der græsser eller i det hele taget nyder den flotte natur.
Du kan også opleve gamle ege- og bøgetræer der er som skabt til at børn kan kravle i dem
Og så er det meget tæt på byen.
Byskiltet til Brande ligger under 500 meter væk.
Udover køer er området også kendt for at have megen vildt, bl.a. rådyr som også har deres gang i det lille plantagestykke.
Og man kan være så heldig at se ulven, der sjældne gange har besøgt området.
Plads til 5 overnattende gæster
Den nye shelters har plads til 5 overnattende gæster og udover sovepladsen er der et bord med bænke og en bålplads med udstyr så man kan tilberede sin egen mad.
Dog skal man selv sørge for træ til bålet.
Når man kører på Hyvildvej er det svært at se at der inde blandt træerne står en shelters.
Et lille beskeden skilt fortæller at man kan finde den længere fremme og så er der lavet plads til at man kan parkere ved Hyvildvej.
Anders Buch fortæller at man i 2025 kom over 500 bookinger på de 15 shelters Arla har opstillet.
Et tal som de forventer vil stige, da interessen for at overnatte i shelters er stærkt stigende.
Vil gerne at flere benytter naturen
Flemming Juelsgaard, der driver Nyholm, har en stor interesse i at folk kommer mere ud i naturen og ser hvordan livet leves på landet.
- For nylig havde jeg besøg af Naturfredningsforeningens lokale afdeling der fik en rundvisning på gården og til juni får jeg igen besøg af foreningen.
Og man kan sagtens benytte Arlas shelters selvom man er lokal.
Det bliver oplevelsen ikke ringere af.
Gå ind på Arlas hjemmeside. Tryk på Produkter og gå ind på Arla Øko.
Så kommer der en side frem med de forskellige shelters placering.
På pladsen er der udover bålsted også lavet et bord med bænke, så man kan indtage måltiderne i det fri.
