Ny strategi skal gøre Siemens Gamesa til en overskudsforretning igen

I forbindelse med fremlæggelsen af resultatet for tredje kvartal lancerede Siemens Gamesa tirsdag et nyt strategiprogram med navnet Mistral. Strategien skal være med til at gøre den kriseramte vindmølleproducent rentabel igen.

De seneste to regnskabsår er begge endt med milliard-underskud, og 2022-regnskabet ser ikke meget bedre ud: I de første 9 måneder af regnskabsåret, som går fra 1. oktober til 30. september, er omsætningen faldet med 12 % til 48 milliarder kroner, mens underskuddet har rundet 9 milliarder. Dermed har Siemens Gamesa på mindre end tre år haft et samlet underskud på svimlende 20 milliarder kroner.

Det fik 1. marts Siemens Gamesas bestyrelse til at udskifte topchefen gennem halvandet år, Andreas Nauen, med en anden tysker, Jochen Eickholt, og han har nu præsenteret sin plan for en genopretning af den spansk-tyske vindmøllevirksomheds økonomi.

Strategiplanen, som træder i kraft 1. januar, betyder blandt andet, at der oprettes en ny stilling som Chief Technology Officer (CTO), der får ansvaret for alle produktudviklingsrelaterede aktiviteter globalt indenfor havvindmøller, landvindmøller og service.

Samtidig styrkes virksomhedens COO (Chief Operating Officer), som får ansvaret for produktionen på tværs af hele Siemens Gamesas produktportefølje.

Der bliver sat særligt fokus på at få styr på 5.X-teknologien, som indtil videre har været et dyrt bekendtskab, ligesom regnskabet er påvirket negativt af omkostninger, der hovedsagelig skyldes fejl i komponenter og reparationer af ældre landvindmøller.

På mellemlangt sigt skal Mistral-strategien sikre Siemens Gamesa en slankere struktur, samtidig med at konkurrenceevnen og rentabiliteten forbedres og omsætningen forøges, og på langt sigt forventer man at opnå betydelige omkostningssynergier ved at integrere selskabet i Siemens Energy.

Afskedigelser på vej

Hvad den nye strategi kommer til at betyde for Siemens Gamesas fabrik i Brande, har vindmøllevirksomhedens danske kommunikationschef, Sanne Frimor Pedersen, ingen kommentarer til, men Siemens Gamesa har tidligere tilbagevist de rygter, der opstod midt i juli om, at produktionen i Brande skulle nedlægges.

Til branchemediet EnergiWatch oplyste Siemens Gamesas øverste kommunikationsansvarlige, Frederikke Tømmergaard, at historien kunne spores tilbage til et mødenotat, hvoraf det fremgik, at virksomhedens nacellemedarbejdere skulle overføres til andre opgaver på Esbjerg Havn, men at planerne kun vedrørte godt 30 Siemens Gamesa-ansatte, der var blevet overflødige i Esbjerg, fordi deres opgaver grundet vindmøllernes størrelse ikke længere udføres her.

Overfor EnergiWatch bekræfter Jochen Eickholt dog, at den nye strategi også omfatter afskedigelser, men han ønsker ikke at sætte tal på. I andre medier spekuleres der i, at Siemens Gamesa planlægger at afskedige op imod 10 % af virksomhedens ca. 27.000 ansatte på verdensplan.

Der er også lidt at glæde sig over i kvartalsregnskabet: ordrebeholdningen inkl. servicekontrakter har rundet 250 milliarder kroner, og kvartalets ordreindgang på godt 26 milliarder kroner var 2,3 gange større end i samme kvartal sidste år.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul