Rørbombe afbrød gave-bytteriet

Sådan ser der ud i Jernbanegade i Brande lige nu - kl. 11.50 tirsdag 29. december. Et stykke af vejen er spærret af på grund af en rørbombe (foto: Astrid Vestergaard).
Jernbanegade i Brande spærret af midt i gavebytte-ræset
Af Astrid Vestergaard -
Brande - Hvad sker der? Kan vi ikke komme ind og bytte gaver?
Sådan var der mange kunder i Brandes handelsliv, der i formiddag udbrød, da de i Jernbanegade - på vej over til Bestseller-butikken, bageriet Kagehuset og blomsterbutikken Linette Blomster, blev mødt med politiets blå blink og afspærringsbånd.
Og nej, kunderne kunne ikke komme ind og handle i de nævnte butikker.
En del af Jernbanegade var nemlig spærret af efter fundet af en rørbombe.
En tilfældig kunde havde på fortovet uden for blomsterbutikken Linette Blomster fundet bomben, havde samlet den op og havde placeret den i blomsterbutikkens udstillede varer, hvorefter han havde stukket hovedet ind i butikken og havde sagt, at butikkens personale burde se på bomben.
Personalet alarmerede politiet, der sendte to betjente ud.
De spærrede i første omgang kun området foran blomsterbutikken af, men et foto af bomben, som blev sendt fra stedet til forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, viste, at der var behov for større afspærring, og derfor blev det afspærrede område udvidet til også at omfatte området foran Bestseller-butikken, Name It og bagerbutikken Kagehuset.
I skrivende stund - kl. 11.50 - venter betjentene på forsvarets ammunitionsrydningstjeneste.
Tilføj kommentar