Så fik vi taget hul på efterårets sidste måned, eftersom vi jo søndag passerede årets anden skiftedag, som det hed i gamle dage.

Jeg har netop tilbragt 2 1/2 døgn med en sviptur til Barcelona på studietur med regionens Forretningsudvalg, som en gang i hver valgperiode sendes ud i den vide verden for at finde og søge ny inspiration.

Og netop Catalonien er langt fremme med udlægning af opgaver til det nære sundhedsvæsen, og derfor var det højaktuelt, at turen denne gang gik lige præcis hertil.

På sidstedagen blev der dog også lejlighed til at besøge såvel et offentligt som et selvejende hospital, og i sidstnævnte havde vi især fokus på, hvordan de har organiseret sig med rehabilitering. Et speciale hvor en endnu større del bliver regionens ansvarsområde, når vi til nytår går ombord i den nye sundhedsreform.

Og så kunne vi glæde os over, at der også i Catalonien som i Region Midtjylland findes kompetente og dedikerede fagfolk, der elsker deres fag og deres job, næsten lige så meget som de elsker deres børn.

Hvid røg med PLO

Og minsandten om ikke der - mens vi var dernede - udgik befaling om, at der var kommet hvid røg op af skorstenen i forhandlingerne mellem

Praktiserende Læger (PLO) og Danske Regioners Løn- og takstnævn om et forlig omkring en ny honoraroverenskomst.

En aftale der har været forsøgt forhandlet og ændret i årevis, og som hviler på en oldgammel aftale fra 1898 om, hvor mange patienter en familielæge skulle have, hvad grundtaksten skulle være pr. patient, hvad en indsprøjtning og hvad en blodprøve skulle honoreres med etc. etc. Aftalen er siden med tillæg på tillæg blevet forlænget et utal af gange- også i forbindelse med diverse sundhedsreformer. Men nu er det omsider lykkedes, at få lavet noget nyt fra bunden, som kan fungere fra starten, når den nye struktur træder i kraft.

128 år er altså længe siden - det var rent faktisk det år både min mormor og min farfar kom til verden, og det siger sig selv, at det grundlag, der blev lagt den gang, ikke er optimalt at bygge et nært sundhedsvæsen på, når vi om to måneder skriver 2027.

Så ros til Jørgen Skadborg og Anders Kuhnau - og moderator Jesper Fisker ikke mindst - for at vi fik en aftale i hus. Den giver ikke “peace in our time”, men trods alt gælder den frem til og med 2030. En aftale som i den grad er med til at fremme lighed i sundhed - ikke mindst geografisk, og der hvor befolkningen trænger til mest lægehjælp.

Aftalen er ganske vist lidt dyr - den koster 1,7 milliarder af de 2,4 mia, der var sat af i sundhedsreformens investeringsmotor, men når vi skal gå fra 3.500 til 5.000 praktiserende læger over en kortere årrække, så er det altså nødvendigt at tage pungen op. Og læger er ikke de nemmeste at forhandle med. De har gået mange år i skole, læst tykke bøger og kender deres værd, og de ved på kroner og ører, hvor meget de har lånt i banken til at købe og indrette praksis for. Men aftalen er holdt inden for det mandat LTN og staten havde givet, og så må man jo sige, at Anders Kuhnau har lavet “Mission Complete” ved sin afgang efter 21 år i Region Midtjylland og Danske Regioner. Han kan nu med god samvittighed koncentrere sig om sit nye arbejde på Christiansborg. Og fra den konservstive gruppe skal der lyde tak for godt samarbejde og for en stor indsats både i Region Midtjylland og i Danske Regioner.

Den hjemlige andedam

I den hjemlige Regions Midtjylland-andedam

har der også været hektisk aktivitet. Sammen med hendes kongelige højhed prinsesse Benedicte deltog jeg i den årlige osteoporose-dag på Gødstrup, hvor der blev uddelt 300.000 kr. til banebrydende projekter mod denne accelererende folkesygdom, og i sidste uge deltog jeg samme sted i en simultan åbning af Regions Midtjyllands to senfølgekliniker til indsatser mod gener efter kræftbehandling. Etablering af kompetancecentre på regionens to supersygehuse i øst og i vest var afskrift af vi Konservatives valgprogram, så det var en glædens dag for både Purnima Erichsen, der deltog i Skejby, og mig selv, som sammen med regionsrådsformanden havde taget turen til Gødstrup.

Men størst bliver glæden hos de kræftpatienter, der nu bliver genelindret maximalt af kompetente medarbejdere i de rigtige omgivelser med de bedste faciliteter.

Slut med Jens Okking som portør

Og så var der jo et Regionsrådsmøde den sidste onsdag i måneden. Heldigvis skulle vi slutte kl. 15.30 for at FU-medlemmerne lovligt kunne nå flyet i Billund - ellers havde vi siddet der endnu. For der var i den grad ramasjang i den ideologiske debat.

Det gik let med at få vedtaget de 5 sundhedsråds indstillinger om, hvor, hvor meget og i hvilken rækkefølge, der skal bruges penge til renovering og nyopførelse af faciliteter til de nye Sundheds og omsorgspladser. Og vi kunne også enes om, hvor 9 nye ydernumre inden for almen praksis skulle tilbydes og opslås.

Men da det kom til drøftelsen om, hvor vidt vi skal tillade oprettelsen af en ny 2-årig portør-uddannelse, skal jeg love for, at uenigheden brød ud i lys lue. Som den i øvrigt også er det mellem de to fagforeninger FOA og 3F. De er lige så uenige som Regionsrådet som med stemmerne 16-15 bypasede SOSU-skolen Østjyllands ønske om at etablere uddannelsen med 20 pladser i Silkeborg. Således at vi som de øvrige tre regioner i Danmark kan uddanne portører på en ny og tidssvarende måde. Men sådan skulle det ikke være.

Personligt mener jeg, at der er gået alt for meget rødstrømperi og østrogen stue i den. Jeg har dyb respekt for det sundhedsassistent-koncept, der blev bygget op for nogle år siden, og som forebygger nedslidning. Men det narrativ om at vi med den nye uddannelse kommer tilbage til Jens Okking og gutterne, der i serien Rigst sad inde på portørstuen og spillede kort til en højrere løn end det øvrige servicepersonale, der fes rundt og knoklede ude på gangene. Det hører altså fortiden til.

Her taler vi om en ny og innovativt opbygget uddannelse med kompetancer, der er brug for i fremtidens sundhedsvæsen, hvor der de facto kommer til at mangle hænder. Og som henvender sig til en målgruppe, der aldrig ville søge ind som serviceassistent. Uanset om man er mand eller kvinde i øvrigt.

Mit håb er, at når den værste røg har lagt sig, at vi så kan prøve at tage en ny drøftelse hen af vejen. Fornuften har det heldigvis ofte med at sejre til sidst, hvis man tilsætter tålmod, snilde og gode saglige argumenter.

Men i politik skal man kunne tåle et nederlag uden at blive pigesur - så jeg nøjes med at være lidt drengesur…

Tak fordi du læste med

B. Bo Jensen

Regionsrådsnæstformand 

Gruppeformand liste C

Nyslået stolt morfar til et velskabt barnebarn nr. 2 ude i Singapore.

En pige på 3.570 gram. Hendes far siger hun er køn, og mere Cooper end Jensen - det skal jeg ud at have set på om et par uger.