Jeg er næsten lige startet i et nyt job. Jeg fandt et spændende stillingsopslag, søgte og de synes jeg havde de rigtige kvalifikationer, og jeg har ikke fortrudt, at jeg søgte, det er megaspændende.

Jeg er også mor til et barn med handicap, og det har givet mig flere 'jobs', jeg aldrig selv har søgt, men som jeg er tvunget til at påtage mig. Jobs, der burde varetages af professionelle.

I de sidste 4-5 år, har jeg i den forbindelse fået flere forskellige jobs, som jeg slet ikke er kvalificeret til. Jeg er blevet familierådgiver, pædagog, lærer, sagsbehandler, jurist, socialrådgiver, ikke fordi jeg ønskede det, men fordi ingen andre kunne eller ville hjælpe mit barn

Mit største ønske – og noget jeg ikke bør kæmpe for alene – er, at mennesker med handicap bliver taget alvorligt af vores samfund, i alle aspekter af deres liv.

Jeg ville ønske, at der var organisationer der ville lægge sag an mod staten eller regeringen for ikke at overholde FN’ handicapkonvention. En konvention Danmark har tilsluttet i 2009, og vi netop har modtaget massiv kritik for ikke at overholde. Der er åbenbart andre konventioner der er vigtigere at overholde.

Som Menneskerettighedskonventionen. Repatriate the Children – Denmark har netop fået højesterets ord for at en tidligere dansk statsborger skal med hendes søn til Danmark, for at tage behørigt hensyn til bl.a. barnets bedste sammen med barnets særlige sårbarhed og specifikke behov.

Repatriate the Children – Denmark må gerne kæmpe for de danske børn med handicap som også har brug for at der tages hensyn til deres særlige sårbarhed og specifikke behov.

Dette er en kamp, som ingen forælder burde kæmpe alene. Jeg ønsker ikke at være pædagog eller sagsbehandler – jeg ønsker bare at være MOR.

Tina Ostersen

Næstformand og byrådskandidat Dansk Folkeparti Ikast-Brande