Af Dion Eriksen, Ikast

LÆSEBREV: Jeg har fulgt sagen om Ikast Golf Klub og Jens Poulsens udviklingsplan med stor interesse. Jeg vil fra starten gøre opmærksom på, at jeg har en familiær relation til Jens Poulsen. Netop derfor har jeg bevidst forsøgt at holde en lav profil i sagen.

Mit engagement skal imidlertid også ses i en bredere sammenhæng. Min familie og jeg har gennem mange år interesseret os for Ikast og byens udvikling og har på forskellig vis engageret os i lokalsamfundet – blandt andet gennem erhvervslivet, foreningslivet og som aktive i lokalpolitik. Derfor ligger det mig naturligt på sinde, hvordan vores kommune fungerer, og hvordan borgere bliver mødt, når de kommer med initiativer og ønsker om at udvikle vores lokalområde.

Mit ærinde er således ikke at føre Jens Poulsens sag eller at tage stilling til alle de konkrete faglige spørgsmål. Jeg ønsker derimod at rejse nogle principielle spørgsmål om politisk ledelse, informationsansvar, borgerinddragelse og god governance.

Jeg tillader mig også at gøre det med baggrund i mange års ledelseserfaring fra erhvervslivet. Her er et helt grundlæggende princip, at den ansvarlige ledelse skal sikre et ordentligt beslutningsgrundlag, åbenhed omkring væsentlige oplysninger og reel involvering af de mennesker, der skal træffe beslutningen. Det gælder efter min opfattelse i lige så høj grad i en kommune.

Hvad skete der i beslutningsprocessen?

Sagen om Ikast Golf Klub har været omfattende. Der har været en række konkrete forhold i udviklingsplanen, som myndighederne skulle tage stilling til. Ved behandlingen blev der givet mulighed for at gå videre med en række af forholdene.

Det interessante for mig er imidlertid ikke alene resultatet. Det er processen frem mod beslutningen.

Jens Poulsen fremlagde officielt sin opfattelse af forløbet på rådhuset. Når man hører den fremstilling, rejser det efter min mening relevante spørgsmål om dialogen mellem borgeren, forvaltningen og den politiske ledelse.

Er borgerens synspunkter og dokumentation blevet inddraget tilstrækkeligt? Er alle relevante oplysninger blevet indhentet? Og har det samlede udvalg haft adgang til det samme og tilstrækkelige informationsgrundlag?

Det er ikke uvæsentlige spørgsmål.

Blev udvalgene tilstrækkeligt informeret?

Et politisk udvalg kan kun træffe ansvarlige beslutninger, hvis medlemmerne har adgang til relevante oplysninger og det materiale, der er nødvendigt for at forstå og vurdere sagen på et oplyst grundlag.

I denne sag er det derfor væsentligt at få belyst, hvordan og hvornår medlemmerne af de respektive udvalg blev orienteret, og hvilket materiale der blev stillet til rådighed for dem.

Hvis det forholder sig sådan, at Jens Poulsen selv umiddelbart inden afstemningerne måtte viderebringe relevant information til de øvrige udvalgsmedlemmer, rejser det efter min opfattelse et helt naturligt spørgsmål:

Hvorfor var disse oplysninger ikke allerede kommet frem gennem den normale administrative og politiske proces?

Hvem havde ansvaret for at få oplysningerne frem?

Forvaltningen har naturligvis et fagligt ansvar for at indhente, belyse og kvalitetssikre det relevante materiale, så en sag kan forelægges politikerne på et forsvarligt grundlag.

Men det politiske ansvar for processen forsvinder ikke af den grund.

Den politiske ledelse har også et ansvar for at medvirke til, at medlemmerne af et udvalg er ordentligt orienteret, at væsentlige oplysninger kommer frem, og at forskellige synspunkter bliver håndteret gennem dialog og på et fælles oplyst grundlag.

Hvis væsentlige oplysninger eller relevant materiale ikke er blevet forelagt for hele udvalget, bør det derfor klarlægges, hvorfor det ikke er sket, og hvor ansvaret har ligget.

Har de to formænd gået enegang?

Det bringer mig til udvalgsformændene Kasper Pauli Petersen og Simon Vanggaard.

I denne sag har vi set afstemninger på henholdsvis 4-1 og 3-2. Jeg mener ikke, at man alene på baggrund af disse stemmetal kan konkludere, at en formand har handlet forkert. Politikere kan naturligvis være uenige – og sådan skal det være i et demokrati.

Men når begge formænd møder så markant modstand i deres respektive udvalg, rejser det efter min opfattelse et naturligt spørgsmål:

Har de to formænd i for høj grad gået enegang i processen frem mod beslutningerne?

Det spørgsmål bliver særlig relevant, hvis væsentlig information ikke på forhånd var nået frem til alle udvalgsmedlemmer.

Derfor mener jeg, at det bør klarlægges, hvordan de øvrige udvalgsmedlemmer er blevet orienteret, hvornår de er blevet orienteret, og hvilket materiale de havde til rådighed, da de skulle tage stilling.

Det handler ikke om efterfølgende at placere skyld. Det handler om at kunne dokumentere, at en vigtig kommunal beslutningsproces lever op til de principper om åbenhed og ansvarlighed, som borgerne med rette kan forvente.

God governance kræver ledelsesansvar

Som udvalgsformænd har Kasper Pauli Petersen og Simon Vanggaard et særligt ansvar for den politiske proces omkring udvalgenes arbejde.

En grundlæggende ledelsesopgave er at medvirke til at sikre, at relevant materiale bliver indhentet og forelagt, at væsentlige oplysninger kommer frem, og at hele udvalget får mulighed for at træffe beslutning på et tilstrækkeligt grundlag. I sagen om Ikast Golf Klub, var det Jens Poulsen, der egenhændigt og inden afstemningen i de respektive udvalg, måtte viderebringe relevant information til de øvrige udvalgsmedlemmer.

Når man efterfølgende ser en så tydelig modstand i de respektive udvalg, mener jeg derfor, at det er rimeligt at stille spørgsmål ved, om informationsniveauet, dialogen og involveringen undervejs har været tilstrækkelig.

Det er netop her, begrebet god governance bliver vigtigt.

God governance handler ikke om, at en formand altid skal have ret eller have flertallet bag sig. Det handler om åbenhed, transparens, ansvarlighed og ordentlig dialog – og om at sikre, at beslutningstagerne har adgang til det materiale og de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en kvalificeret beslutning.

Hvor blev borgeren af i processen?

Der er også et andet aspekt, som efter min mening fortjener større opmærksomhed: borgeren.

Uanset om borgeren hedder Jens Poulsen eller noget helt andet, skal man kunne forvente, at ens argumenter bliver hørt, at relevant dokumentation bliver vurderet, og at man oplever en reel og ordentlig dialog med kommunen.

Borgerinddragelse må ikke alene være noget formelt. Den skal have et reelt indhold.

Forvaltningen har her en vigtig opgave med at sikre, at sagen er tilstrækkeligt belyst fra alle relevante sider, inden politikerne træffer deres beslutning.

Det er efter min opfattelse afgørende for tilliden mellem borger og kommune. En borger behøver ikke nødvendigvis at få medhold, men borgeren skal kunne have tillid til, at sagen er blevet hørt, belyst og behandlet på et fyldestgørende grundlag.

Det handler om politisk ledelse – ikke om personer

Jeg har gennem mit arbejdsliv oplevet mange vanskelige beslutninger og situationer med stor uenighed. Min erfaring er, at kvaliteten af ledelse ofte viser sig tydeligst netop dér, hvor mennesker er uenige.

Ledelsens opgave er ikke at fjerne uenigheden. Opgaven er at sikre, at den bliver håndteret åbent og på et fælles og oplyst grundlag.

Derfor bekymrer forløbet mig.

Når man ser den markante modstand i de respektive udvalg, mener jeg, at det er både rimeligt og nødvendigt at få belyst, om Kasper Pauli Petersen og Simon Vanggaard i deres roller som formænd har varetaget ansvaret for information, involvering og den politiske proces på en måde, der lever op til principperne for god governance.

Det er ikke en konklusion om de to personer. Det er et spørgsmål om deres funktion og det særlige ansvar, der følger med at være formand.

Tillid kræver åbenhed

Derfor bør det efter min opfattelse klarlægges, hvilket ansvar de to formænd har haft for at sikre et tilstrækkeligt informationsniveau til de øvrige udvalgsmedlemmer.

Hvilket materiale havde medlemmerne til rådighed? Hvornår modtog de det? Og havde alle reelt det nødvendige grundlag for at tage stilling?

Samtidig bør det afklares, om forvaltningen har indhentet og forelagt alt relevant materiale, og om borgerens oplysninger, argumenter og dokumentation er blevet inddraget tilstrækkeligt.

For mig er det selve kernen.

God governance kræver åbenhed, rettidig information, reel involvering og et solidt beslutningsgrundlag. Det bør borgerne kunne forvente af deres kommune – også når en sag er vanskelig, og måske især dér.

Sagen om Ikast Golf Klub bør derfor ikke alene give anledning til en diskussion om den konkrete afgørelse. Den bør også give anledning til en principiel diskussion om politisk ledelse, informationsansvar, forvaltningens rolle og den måde, vi ønsker, at borgerne bliver mødt og deres sager behandlet på i vores kommune.

For hvis processen ikke fungerer tilfredsstillende i denne sag, bør vi alle interessere os for det naturlige næste spørgsmål:

Hvordan sikrer vi, at den gør det næste gang?